Fruen fra havet
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
SKUESPIL I FEM AKTER
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1888
1.utg: [II]
EN FREMMED MAND
UNGE FOLK FRA BYEN
TURISTER
SOMMERGÆSTER
Doktor Wangels hus med stor 
overbygget veranda til venstre. Have foran og omkring. Nedenfor verandaen en flagstang. Til højre i haven en løvhytte med bord og stole. Hækkegærde med en liden indgangsdør i baggrunden. Bag gærdet en vej langs stranden. Allé ved vejen. Mellem træerne ses fjorden og høje fjeldrækker og tinder i det fjerne. Det er en varm og strålende klar sommermorgen.
overbygget veranda til venstre. Have foran og omkring. Nedenfor verandaen en flagstang. Til højre i haven en løvhytte med bord og stole. Hækkegærde med en liden indgangsdør i baggrunden. Bag gærdet en vej langs stranden. Allé ved vejen. Mellem træerne ses fjorden og høje fjeldrækker og tinder i det fjerne. Det er en varm og strålende klar sommermorgen.Ballested, middelaldrende, iført en gammel fløjelsjakke og med bredskygget kunstnerhat, står under flagstangen og steller med linen. Flaget ligger på jorden. Lidt fra ham et staffeli med et opspændt lærred. Ved siden af ligger på en feltstol pensler, palet og en malerkasse.
fløjelsjakke og med bredskygget kunstnerhat, står under flagstangen og steller med linen. Flaget ligger på jorden. Lidt fra ham et staffeli med et opspændt lærred. Ved siden af ligger på en feltstol pensler, palet og en malerkasse.Bolette Wangel kommer fra den åbne havestuedør ud på verandaen. Hun bærer en stor vase med blomster, som hun sætter på bordet.
BOLETTE
Nå, Ballested, – får De det så til at glide?
BOLETTE
Jo. Det er netop ham.
BOLETTE
Det er derfor vi gerne vil flage.
BALLESTED
Ja, det er jo nok så rimeligt da.
Bolette går ind i havestuen igen.
Lidt efter kommer Lyngstrand frem på vejen fra højre og standser interesseret, da han ser staffeliet og malersagerne. Han er en spæd ung mand, tarveligt, men ordentligt klædt og af et svageligt udseende.
tarveligt, men ordentligt klædt og af et svageligt udseende.
LYNGSTRAND
udenfor ved hækken
God morgen.
BALLESTED
vender sig
HIS: 507
BALLESTED
Ja, begribeligvis. Skulde jeg ikke være maler også?
BALLESTED
Vil De kanské ind og se på?
LYNGSTRAND
Mange tak.
Han kommer ind gennem havedøren.
BALLESTED
maler
Det er fjorden der inde mellem øerne, som jeg holder på med.
BALLESTED
Men figuren mangler endnu. Her i byen er der ikke en model at opdrive.
HIS: 508
LYNGSTRAND
Skal der være en figur også?
LYNGSTRAND
Hvorfor skal hun være halvdød?
BALLESTED
LYNGSTRAND
Nå, således.
BALLESTED
Det var fruen her i huset, som satte mig på tanken at male sligt noget.
BALLESTED
Jeg agter at kalde det «havfruens ende».
LYNGSTRAND
Det passer bra’. – De kan visst få noget godt ud af dette her.
HIS: 509
LYNGSTRAND
Maler, mener De?
BALLESTED
Ja.
BALLESTED
Nej, jeg har bare været her en fjorten dages tid. Men jeg vil se, om jeg kan få bli’ her sommeren ud.
LYNGSTRAND
HIS: 510
BALLESTED
Pyt, – den slags bagateller! For resten skulde De nu tale med en kyndig læge alligevel.
LYNGSTRAND
Jeg har tænkt på at spørge doktor Wangel ved lejlighed.
BALLESTED
LYNGSTRAND
Ja, her er rigtig en svær trafik, synes jeg.
BALLESTED
LYNGSTRAND
Er De barnefødt her i byen?
BALLESTED
LYNGSTRAND
De har altså boet længe her?
BALLESTED
Nå, en sytten–atten år. Jeg kom hid med
Skives teaterselskab. geråded vi i finansielle vanskeligheder. Og så opløste selskabet sig og spredtes for alle vinde.
Skives teaterselskab. HIS: 511
Men så geråded vi i finansielle vanskeligheder. Og så opløste selskabet sig og spredtes for alle vinde.
LYNGSTRAND
Men De selv blev altså igen?
Bolette kommer ud med en gyngestol, som hun sætter på verandaen.
LYNGSTRAND
går hen under verandaen og hilser
God morgen, frøken Wangel!
BOLETTE
ved rækværket
BALLESTED
Kender De familjen her?
LYNGSTRAND
Ikke videre. Jeg har bare truffet frøkenerne hist og her hos andre. Og så talte jeg lidt med fruen, sidst der var musik oppe på «Udsigten». Hun sa’, jeg måtte gerne komme og besøge dem.
HIS: 512
BALLESTED
BALLESTED
LYNGSTRAND
De er visst svært alsidig, De.
BALLESTED
LYNGSTRAND
Danselærer –?
BALLESTED
1.utg: 10
Hilde kommer ud med skammelen. Bolette bringer flere blomster. Lyngstrand hilser på Hilde, nede fra haven.
HIS: 513
HILDE
ved rækværket, uden at hilse igen
HILDE
Har De været ude og gå’t morgentur nu?
LYNGSTRAND
Å nej, – det blev nok ikke nogen lang tur idag.
LYNGSTRAND
Ja, jeg var ude i sjøen en liden stund. Jeg så Deres mor dernede. Hun gik ind i sit badehus.
HILDE
Hvem gjorde det?
LYNGSTRAND
Deres mor.
Hun sætter skammelen foran gyngestolen.
HIS: 514
LYNGSTRAND
Jo, jeg syntes jeg så en sejlbåd, som styred indover.
Hun ordner et og andet ved bordet.
LYNGSTRAND
et skridt oppe på trappen til verandaen
Nej, her er da rigtig staseligt med blomster –!
BOLETTE
Ja, ser det ikke godt ud?
LYNGSTRAND
Å, det ser dejligt ud. Det ser ud, som om her var en højtidsdag i huset.
HILDE
Det er det såmæn også.
LYNGSTRAND
Kunde næsten skønne det. Det er visst Deres fars geburtsdag idag.
HILDE
uden at bryde sig om det
Nej, mors.
LYNGSTRAND
Nå så, – Deres mors er det.
HIS: 515
BOLETTE
sagte, vred
Men, Hilde –!
HILDE
De synes da visst, at De lever rigtig godt der borte på hotellet?
LYNGSTRAND
Jeg bor ikke længer på hotellet. Det blev mig for dyrt.
HILDE
Hvilken madam Jensen?
HILDE
Undskyld, herr Lyngstrand, – men jeg har virkelig andet at bestille end at –
HIS: 516
LYNGSTRAND
Å, jeg skulde visst ikke ha’ sagt det der.
LYNGSTRAND
Det, som jeg sa’.
Farvel, farvel, herr Lyngstrand. De får rigtig ha’ os undskyldt for idag –. Men siden en gang, – når De får rigtig god tid – og når De har lyst, – så må De endelig se indom og hilse på far og – og på os andre.
Han hilser og går ud gennem havedøren. I det han går forbi på vejen udenfor til venstre, hilser han endnu en gang op til verandaen.
BOLETTE
sagte, rusker hende i armen
Hilde –! Din uskikkelige unge! Er du rent gal! Han kunde gerne høre dig!
HIS: 517
HILDE
Pyt, – tror du, jeg bryr mig om det!
BOLETTE
ser ud til højre
Nu kommer far.
Han går ind gennem stakitdøren.
BOLETTE
går ham imøde nede i haven
Å, det var da dejligt, at du kom.
HILDE
går også ned til ham
Har du gjort ifra dig for hele dagen nu, far?
WANGEL
Å nej, jeg får nok ned på kontoret en liden stund siden. – Sig mig, – ved I om Arnholm er kommet?
BOLETTE
Ja, han kom inat. Vi har havt bud henne i hotellet.
WANGEL
Altså ikke set ham endnu?
BOLETTE
Nej. Men han kommer visst ind til os i formiddag.
HIS: 518
WANGEL
Ja, det gør han ganske sikkert.
BOLETTE
Ja, synes du ikke, vi har fåt det pent i stand?
WANGEL
Jo, det må jeg rigtignok sige. – Er – er vi alene i huset nu?
HILDE
Ja, hun er gåt i –
BOLETTE
falder raskt ind
Mor er i bad.
WANGEL
ser venligt på Bolette og klapper hende på hodet. Derpå siger han lidt nølende
Hør nu, småpiger, – vil I ha’ alt dette her stående således hele dagen? Og flaget hejst hele dagen også?
WANGEL
Hm, – ja vel. Men, ser I –
Du kan da vel skønne, at vi har gjort det alt sammen for overlærer Arnholms skyld. Når slig en god ven kommer første gang og hilser på dig –
HILDE
smiler og rusker i ham
Tænk, – han, som har været Bolettes lærer, far!
WANGEL
med et halvt smil
I to er mig rigtig et par poliske –. Nå, herre gud, – det er jo i grunden så ganske naturligt, at vi erindrer hende, som ikke mere er iblandt os. Men alligevel. Se der, Hilde. (gir vadsækken fra sig) Ned på kontoret med den. – Nej, småpiger, – jeg liker ikke dette her. Ikke måden, forstår I. Dette, at vi således hvert år –. Nå, – hvad skal man sige! Det kan vel sagtens ikke gøres anderledes.
poliske –. Nå, herre gud, – det er jo i grunden så ganske naturligt, at vi erindrer hende, som ikke mere er iblandt os. Men alligevel. Se der, Hilde. (gir vadsækken fra sig) Ned på kontoret med den. – Nej, småpiger, – jeg liker ikke dette her. Ikke måden, forstår I. Dette, at vi således hvert år –. Nå, – hvad skal man sige! Det kan vel sagtens ikke gøres anderledes.
HILDE
vil gå gennem haven til venstre med vadsækken, men standser, vender sig og peger ud
Se den herren, som kommer der borte. Det er visst overlæreren.
BOLETTE
stirrer derhen, stille forbauset
Ja, ved gud, tror ikke jeg også –!
formiddagsdragt, med guldbriller og en tynd stok, kommer udenfor på vejen fra venstre. Han har et noget overanstrængt udseende, ser ind i haven, hilser venligt og går ind gennem stakitdøren.
HIS: 520
Overlærer Arnholm, i elegant formiddagsdragt, med guldbriller og en tynd stok, kommer udenfor på vejen fra venstre. Han har et noget overanstrængt udseende, ser ind i haven, hilser venligt og går ind gennem stakitdøren.
WANGEL
går ham imøde
Velkommen, kære overlærer! Hjertelig velkommen på gamle tomter igen!
ARNHOLM
Tak, tak, doktor Wangel. Tusend tak skal De ha’.
De ryster hinandens hænder og går sammen fremover i haven.
ARNHOLM
Og der har vi børnene! (rækker dem hænderne og ser på dem) De to skulde jeg neppe ha’ kendt igen.
WANGEL
Nej, det tror jeg nok.
ARNHOLM
Å jo, – kanské dog Bolette. – Jo, Bolette skulde jeg nok ha’ kendt.
Knapt nok, tænker jeg. Det er jo også nu en otte–ni år siden, De så hende sidst. Å ja, her er sagtens mangt og meget forandret i den tid.
ARNHOLM
ser sig om
HIS: 521
WANGEL
Å nej, sådan i det ydre –
ARNHOLM
smiler
Og så det, naturligvis, at nu har De jo to store giftefærdige døttre i huset.
WANGEL
Å, giftefærdig er da vel bare den ene.
HILDE
halvhøjt
Nej, hør på far!
WANGEL
Men nu tænker jeg, vi sætter os op på verandaen. Der er svalere end her. Vær så god.
De går derop. Wangel anviser Arnholm plads i gyngestolen.
WANGEL
ARNHOLM
Å, det betyder ingenting. Her i disse omgivelser –
BOLETTE
til Wangel
HIS: 522
WANGEL
Jo, gør det, småpiger. Lad os få sodavand og saft. Og så lidt konjak kanské.
BOLETTE
Skal det være konjak også?
WANGEL
Bare lidt. Om nogen skulde ville ha’.
BOLETTE
Ja, ja da. Hilde, gå så ned på kontoret med vadsækken.
Bolette går ind i havestuen og lukker døren efter sig. Hilde tar vadsækken og går gennem haven bag huset til venstre.
WANGEL
sætter sig
Ja, synes De ikke det.
ARNHOLM
Jo, det er ligefrem overraskende med Bolette. Og med Hilde også. – Men nu De selv, kære doktor –. Tænker De at bli’ boende her al Deres tid?
WANGEL
HIS: 523
ARNHOLM
Ja – ja.
WANGEL
ARNHOLM
Men ingen børn i Deres andet ægteskab?
WANGEL
Jo, nu må hun visst snart komme. Hun er nede og tar bad. Det gør hun hver eneste dag i denne tid. Hvad slags vejr det så er.
ARNHOLM
Fejler der hende noget?
WANGEL
Ikke sådan ligefrem fejler. Skønt hun har rigtignok været mærkelig nervøs i de sidste par år. Det vil sige, sådan af og til. Jeg kan ikke rigtig bli’ klog på, hvad der egentlig er i vejen med hende. Men det at gå i sjøen, det er ligesom hendes liv og lyst, det, ser De.
HIS: 524
ARNHOLM
Det kan jeg huske fra før af.
WANGEL
med et næsten umærkeligt smil
WANGEL
Den tiden der ude kan De tro har sat sine dybe mærker i hende. Folk her i byen kan slet ikke forstå det. De kalder hende «fruen fra havet».
ARNHOLM
Gør de det?
WANGEL
Ja. Og se derfor –. Tal nu De med hende om gamle dage, kære Arnholm. Det vil hun ha’ så inderlig godt af.
ARNHOLM
ser tvilende på ham
Har De egentlig nogen grund til at tro det?
WANGEL
Ja visst har jeg så.
ELLIDAS STEMME
høres udenfor i haven til højre
Er det dig, Wangel!
HIS: 525
WANGEL
rejser sig
Ja, kære.
kastetørklæde om sig og med håret vådt, udslået over skuldrene, kommer frem mellem træerne ved løvhytten. Overlærer Arnholm rejser sig.
1.utg: 24
Fru Ellida Wangel, med et stort, let kastetørklæde om sig og med håret vådt, udslået over skuldrene, kommer frem mellem træerne ved løvhytten. Overlærer Arnholm rejser sig.Gud ske lov, at jeg ser dig igen! Når kom du?
WANGEL
ELLIDA
rækker Arnholm hånden
Der har vi Dem altså. Velkommen! Og undskyld, at jeg ikke var hjemme –
ELLIDA
Friskt! Å gud, her er vandet aldrig friskt. Så lunkent og så slapt. Uh! Vandet er sygt her inde i fjordene.
HIS: 526
ELLIDA
WANGEL
smiler
Nå, du anbefaler rigtignok badestedet.
ARNHOLM
ELLIDA
Å ja, kanske det. Jeg tror det næsten selv. – Men ser De, hvor festligt småpigerne har ordnet al ting for Deres skyld?
WANGEL
forlegen
Hm –. (ser på sit uhr) Nu må jeg nok snart –
ARNHOLM
Er det virkelig for min skyld –?
ELLIDA
Hun sætter sig i løvhytten.
ARNHOLM
går derhen
Jeg synes såmæn her lufter ganske friskt.
HIS: 527
ELLIDA
Ja De, som er vant til den kvalme hovedstadsluften. Der skal det jo være rent forfærdeligt om sommeren, har jeg hørt.
Hm, kære Ellida, nu får du nok underholde vor gode ven alene en stund.
ELLIDA
Har du forretninger?
WANGEL
Ja, jeg må ned på kontoret. Og så får jeg jo se at klæ’ mig lidt om. Men jeg blir ikke længe –
ARNHOLM
sætter sig i løvhytten
Forhast Dem endelig ikke, kære doktor. Deres hustru og jeg skal nok vide at fordrive tiden.
Han går ud gennem haven til venstre.
ELLIDA
efter en kort taushed
Synes De ikke, man sidder godt her?
ARNHOLM
Jeg synes jeg sidder godt nu.
ELLIDA
HIS: 528
ARNHOLM
Og her plejer De så at sidde?
ELLIDA
Ja, her sidder jeg for det meste om dagen.
ARNHOLM
Med småpigerne vel?
ELLIDA
Nej, småpigerne – de holder til på verandaen.
ELLIDA
Å, Wangel går så fra og til. Snart er han her hos mig og snart er han over hos børnene.
ARNHOLM
Er det Dem, som vil ha’ det således?
ELLIDA
Jeg tror, at alle parter finder sig bedst ved det på den måde. Vi kan jo tale over til hverandre – når vi en gang imellem synes, vi har noget at sige.
ARNHOLM
efter en stund i tanker
Da jeg sidst færdedes på Deres veje –. Ude i Skjoldviken, mener jeg –. Hm, – det er længe siden nu –.
ELLIDA
Det er godt og vel ti år siden De var der ude hos os.
HIS: 529
ARNHOLM
ELLIDA
Ja, hvad så?
ELLIDA
Nej, dengang var jo Wangel endnu ikke ble’t –. Dengang leved jo endnu småpigernes første mor. Deres rigtige mor sådan –
ARNHOLM
Ja vel. Ja vel. Men selv om ikke så havde været –. Selv om han havde været frank og fri, – så havde jeg aldrig tænkt, at dette her skulde komme i stand.
ELLIDA
Ikke jeg heller. Aldrig i verden – dengang.
ARNHOLM
Wangel er jo så bra’. Så hæderlig. Så inderlig god og snil imod alle mennesker –
ELLIDA
varmt og hjerteligt
Ja, det er han rigtignok!
ELLIDA
Det har De ret i. Det er han også.
ARNHOLM
Nå, men hvorledes kom det da? Hvorledes kom det!
ELLIDA
Å, kære Arnholm, De må ikke spørge mig om det. Jeg vilde ikke kunne forklare Dem de ting. Og selv om jeg kunde, så vilde De aldrig være i stand til at fatte og forstå en smule af det.
ARNHOLM
ELLIDA
Nej. Kan De tro sligt! Ikke et ord har jeg sagt ham om – om det, De sigter til.
ARNHOLM
Det glæder mig. For jeg følte mig ligesom lidt trykket ved tanken om at –
HIS: 531
ARNHOLM
ELLIDA
Jeg tænkte, det kunde kanské gøre Dem ondt at høre noget fra en, som – som ikke kunde komme Dem imøde således, som De havde ønsket det. Det var jo ligesom at rippe op igen i noget pinligt, syntes jeg.
ELLIDA
Men hvorfor skrev De aldrig selv?
ARNHOLM
ser på hende og smiler halvt bebrejdende
ELLIDA
Å nej, det forstår jeg jo nok også. – Har De aldrig siden tænkt på nogen anden forbindelse?
ELLIDA
halvt spøgende
HIS: 532
ARNHOLM
ELLIDA
Nå ja, desto større grund til at skynde Dem. (tier lidt, derpå siger hun alvorlig og dæmpet) Men hør nu, kære Arnholm, – nu vil jeg sige Dem en ting, som jeg ikke kunde fåt frem dengang, om det så havde gældt mit liv.
ARNHOLM
Hvad er da det?
ELLIDA
Da De gjorde – det forgæves skridt, som De nylig sa’, – da kunde jeg ikke svare Dem anderledes end jeg svarte.
Jeg véd det. De havde ikke andet at byde mig end godt venskab. Jeg véd det jo.
ELLIDA
Men De véd ikke, at hele mit sind og alle mine tanker dengang var andetsteds henne.
ARNHOLM
Dengang!
ELLIDA
Ja, netop.
HIS: 533
ARNHOLM
Men det er jo umuligt! De tar fejl af tiden! Jeg tror knapt De kendte Wangel dengang.
ELLIDA
Det er ikke Wangel, jeg taler om.
ARNHOLM
Ikke Wangel? Men på den tid, – der ude i Skjoldviken –. Jeg mindes ikke et eneste menneske der ude, som jeg kunde tænke mig muligheden af, at De kunde fæste Dem ved.
ELLIDA
Nej, nej, – det tror jeg nok. For det var så rent forvildende galt alt sammen.
ARNHOLM
Om De nu ikke havde været bunden dengang?
ELLIDA
Hvad så?
ARNHOLM
Vilde da Deres svar på mit brev være faldet anderledes ud?
HIS: 534
ELLIDA
ARNHOLM
Hvad skal det så tjene til at fortælle mig, at De var bunden?
ELLIDA
rejser sig ligesom i angst og uro
Fordi jeg må ha’ nogen at betro mig til. Nej, nej, bliv De bare siddende.
ARNHOLM
Deres mand véd altså ikke noget om sagen?
ARNHOLM
rejser sig
Bare på en måde? Ikke helt!
ELLIDA
Jo, jo visst! Å gud, kære Arnholm, det er slet ikke således, som De tænker. Det er noget så rent ubegribeligt. Jeg véd ikke, hvorledes jeg skulde kunne fortælle det. De vilde bare tro, at jeg var syg. Eller at jeg var rent gal.
HIS: 535
ARNHOLM
Min bedste frue, – nu må og skal De sandelig tale fuldt ud.
ELLIDA
Lyngstrand kommer ude på vejen fra venstre og går ind i haven. Han har en blomst i knaphullet og bærer en stor smuk buket, omviklet med papir og silkebånd. Han standser og nøler lidt uviss ved verandaen.
LYNGSTRAND
vender sig
ELLIDA
Ja visst har jeg så. De er os altid velkommen.
LYNGSTRAND
Mange tak. Og da det falder sig så heldigt, at her just er festlighed i huset idag –
ELLIDA
Nå, så det véd De?
HIS: 536
LYNGSTRAND
Jaha. Og derfor vilde jeg gerne være så fri at overrække fru Wangel denne her –
Han bukker og rækker buketten frem.
ELLIDA
smiler
LYNGSTRAND
ser uvisst på dem begge
ELLIDA
Geburtsdagen? Så har De ta’t fejl, herr Lyngstrand. Der er ingen fødselsdag her i huset idag.
LYNGSTRAND
smiler lunt
Å, jeg véd det nok. Men jeg trode ikke, det skulde være så hemmeligt.
ELLIDA
Hvad for noget véd De?
ELLIDA
Min?
HIS: 537
ARNHOLM
ser spørgende på hende
Idag? Nej visst ikke, nej.
LYNGSTRAND
Det er frøken Hilde, som har forrådt det. Jeg var lidt indom her før idag. Og så spurte jeg frøkenerne, hvorfor de stadsed så svært op med blomster og flag –
ELLIDA
Nå ja vel?
LYNGSTRAND
– og så svared frøken Hilde: jo, for idag er det mors – fødselsdag.
ELLIDA
Mors –! Nå så.
ARNHOLM
Aha!
Han og Ellida ser forstående på hinanden.
ARNHOLM
Ja, når den unge mand altså véd det, fru Wangel –
ELLIDA
til Lyngstrand
Ja, når De nu engang véd det, så –
ELLIDA
tar blomsterne
Mange tak skal De ha’. – Vær så god og sid ned et øjeblik, herr Lyngstrand.
Ellida, Arnholm og Lyngstrand sætter sig i løvhytten.
ELLIDA
Dette her – med min fødselsdag – det skulde ha’ været en hemmelighed, herr overlærer.
ARNHOLM
Det skulde nok det. Det skulde ikke ha’ været for os uindviede.
ELLIDA
Å, det er nu ikke sådan ment. – Men hvorledes går det Dem så? Jeg synes, De ser bedre ud nu end før.
Ja, jeg tror nok, det går bra’ med mig. Og så til næste år, når jeg kanske får komme ned til de sydlige lande –
ELLIDA
Og det får De jo, siger småpigerne.
HIS: 539
LYNGSTRAND
ELLIDA
Hvorledes har De fåt fat på ham?
LYNGSTRAND
ELLIDA
Har De det? Så De havde lyst til sjøen dengang?
LYNGSTRAND
LYNGSTRAND
ARNHOLM
Så? Synes De det?
HIS: 540
LYNGSTRAND
Ja. For knækket er jo ikke videre farligt. Og nu kan jeg jo få bli’ billedhugger, som jeg så inderlig gerne vilde. Tænk – at få modellere i det dejlige léret, som føjer sig så fint mellem fingrene!
LYNGSTRAND
LYNGSTRAND
Å, det skulde nu være noget, som jeg selv har oplevet.
ARNHOLM
Ja, ja, – hold Dem helst til det.
ELLIDA
Men hvad skal det være for noget?
LYNGSTRAND
Jo, jeg havde tænkt, det skulde være en ung sjømandskone, som ligger og sover så underlig uroligt. Og drømme gør hun også. Jeg tror nok, jeg skal få det til slig, at de kan se på hende, at hun drømmer.
HIS: 541
ARNHOLM
Skal der da ikke være noget mere?
LYNGSTRAND
ARNHOLM
Hvorledes, siger De –?
LYNGSTRAND
Ja. Han er druknet på sjørejs. Men så er der det underlige, at han er kommet hjem alligevel. Det er ved nattens tider. Og nu står han der for sengen og ser på hende. Han skal stå så drivendes våd, som de dra’r en op af sjøen.
ELLIDA
læner sig tilbage i stolen
Det var da noget forunderligt noget. (lukker øjnene) Å, jeg kan se det så lys levende for mig.
ARNHOLM
Men i al verdens navn, herr – herr –! De sa’ jo, at det skulde være noget, som De havde oplevet.
ARNHOLM
Oplevet at en død mand –?
HIS: 542
LYNGSTRAND
Nå ja, jeg mener jo ikke sådan lige til oplevet. Ikke oplevet det udvendig, forstår sig. Men alligevel så –
Fortæl mig alt, hvad De véd og kan! Dette her må jeg ha’ fuld rede på.
ARNHOLM
smiler
Ja, dette må jo sagtens være noget for Dem. Sådant noget med havstemning i.
ELLIDA
Hvorledes var det så, herr Lyngstrand?
LYNGSTRAND
ELLIDA
Amerikaneren?
LYNGSTRAND
– ja; han fik en dag lånt hos kaptejnen en bunke gamle aviser, som han stødt og stadig læste i. For han vilde lære sig norsk, sa’ han.
LYNGSTRAND
LYNGSTRAND
Ikke straks. Men lidt efter sa’ han ligesom til sig selv: Giftet sig. Med en anden mand. Mens jeg var borte.
LYNGSTRAND
Ja. Og tænk, – det sa’ han på rigtig godt norsk. Han må ha’ havt svært let for at lære fremmede sprog, den manden.
ELLIDA
Og hvad så siden? Hvad skede så mere?
HIS: 544
LYNGSTRAND
LYNGSTRAND
Og det sa’ han med slig en magt i viljen, at jeg syntes, han måtte være mand for at gøre det også.
LYNGSTRAND
Å, frue, han er visst ikke mere i live.
ELLIDA
hurtigt
Hvorfor tror De det!
LYNGSTRAND
ELLIDA
Og fra dem har man ingen ting hørt siden?
HIS: 545
LYNGSTRAND
Nej, ingen verdens ting, frue. Min velgører skrev det nu nylig i et brev. Men netop derfor har jeg fåt slig svær lyst til at gøre et kunstværk af det. Den troløse sjømandskonen ser jeg så lebendig for mig. Og så hævneren, som er druknet og som alligevel kommer hjem fra sjøen. Jeg kan se dem begge to så tydeligt.
lebendig for mig. Og så hævneren, som er druknet og som alligevel kommer hjem fra sjøen. Jeg kan se dem begge to så tydeligt.Jeg også. (rejser sig) Kom, – lad os gå ind. Eller helst ned til Wangel! Jeg synes, her er så kvælende lummert.
Hun går ud af løvhytten.
LYNGSTRAND
som ligeledes har rejst sig
Jeg, for min dél, får nok sige tak for mig. Det skulde bare være et lidet besøg for fødselsdagens skyld.
ELLIDA
Nå, som De vil da. (rækker ham hånden) Farvel og tak for blomsterne.
ARNHOLM
står op og går hen til Ellida
Jeg ser nok, at det er gåt Dem nær til hjerte, kære fru Wangel.
ELLIDA
Å ja, De kan gerne kalde det så, endskønt –
ARNHOLM
Men i grunden er det jo ikke andet, end De måtte være forberedt på.
HIS: 546
ELLIDA
ser studsende på ham
Forberedt!
ELLIDA
Forberedt på at nogen kunde komme igen –! Komme igen på slig en vis!
ARNHOLM
Er det altså denne snak om den døde mand, som har rystet Dem således? Og jeg, som trode, at –
ELLIDA
Hvad trode De?
ARNHOLM
Å nej, nej. Det får være med det, som det være vil. Jeg har ingen ret til at kræve min mand helt og alene for mig.
ELLIDA
Ja. Men jeg har det ikke alligevel. Det er sagen. Jeg selv lever jo også i noget, – som de andre står udenfor.
ARNHOLM
De! (sagtere) Er det således at forstå –? De – De holder egentlig ikke af Deres mand!
ELLIDA
Å jo, jo, – af hele mit sind er jeg kommet til at holde af ham! Og just derfor er det så forfærdeligt, – så uforklarligt, – så rent utænkeligt –!
ARNHOLM
Nu skal De betro Deres sorger helt og holdent til mig! Vil De ikke det, fru Wangel?
ELLIDA
Jeg kan ikke, kære ven. Ikke nu i alle fald. Kanske senere.
Bolette kommer ud på verandaen og går ned i haven.
Nu kommer far fra kontoret. Skulde vi så ikke alle sammen sætte os ind i havestuen?
ELLIDA
Jo, lad os det.
HIS: 548
Wangel, omklædt, kommer med Hilde fra venstre bag huset.
WANGEL
ELLIDA
Vent lidt.
Hun går ind i løvhytten og henter buketten.
HILDE
Nej se, se! Alle de dejlige blomster! Hvor har du fåt dem fra?
ELLIDA
Dem har jeg fåt af billedhugger Lyngstrand, min kære Hilde.
HILDE
studser
Af Lyngstrand?
BOLETTE
urolig
Har Lyngstrand været her – nu igen?
Ja. Han kom indom med denne her. I anledning af fødselsdagen, forstår du.
BOLETTE
skotter til Hilde
Åh –!
HILDE
mumler
Det bæst!
HIS: 549
WANGEL
i pinlig forlegenhed, til Ellida
Hun går op på verandaen.
Tak – tak! Inderlig tak for dette her, Ellida!
ELLIDA
steller med blomsterne
ARNHOLM
Hm –.
Han går op til Wangel og Ellida. Bolette og Hilde blir nede i haven.
HIS: 550
Oppe på «Udsigten», en kratbevokset højde bag byen. Lidt tilbage står en varde og en vindfløj. Store stene, skikkede til siddepladse, er henlagt omkring varden og i forgrunden. Dybt nede i baggrunden ses den ydre fjord med øer og fremspringende næs. Det åbne hav ses ikke. Det er sommernat med halvlys. Gulrødt skær i luften og over fjeldtinderne langt ude i det fjerne. Lyden af firstemmig sang høres svagt nedenunder i bakkerne til højre.
varde og en vindfløj. Store stene, skikkede til siddepladse, er henlagt omkring varden og i forgrunden. Dybt nede i baggrunden ses den ydre fjord med øer og fremspringende næs. Det åbne hav ses ikke. Det er sommernat med halvlys. Gulrødt skær i luften og over fjeldtinderne langt ude i det fjerne. Lyden af firstemmig sang høres svagt nedenunder i bakkerne til højre.Unge folk fra byen, damer og herrer, kommer parvis op fra højre, går under fortrolig samtale forbi varden og ud til venstre. Lidt efter kommer Ballested som vejviser for et selskab af udenlandske turister med deres damer. Han er belæsset med sjaler og rejsetasker.
belæsset med sjaler og rejsetasker.Han fortsætter på engelsk og fører selskabet ud til venstre.
Hilde kommer raskt op fra skråningen til højre, standser og ser sig tilbage. Lidt efter kommer Bolette op samme vej.
BOLETTE
Men, kære, hvorfor skulde vi da løbe fra Lyngstrand?
Fordi jeg kan ikke udstå at gå så langsomt i bakkerne. Se, – se, hvor han kryber opover.
BOLETTE
Å, du ved jo, hvor dårlig han er.
HILDE
Tror du, det er svært farligt?
BOLETTE
Ja, det tror jeg rigtignok.
HILDE
Han var jo hos far i eftermiddag. Jeg gad vide, hvad far mener om ham.
BOLETTE
HILDE
Nej, sa’ han det! Tænk, – det er akkurat det samme, som jeg har tro’d.
HILDE
HIS: 553
BOLETTE
hvisker
Lyngstrand kommer fra højre med en parasol i hånden.
LYNGSTRAND
Jeg må be’ frøkenerne undskylde, at jeg ikke kunde gå så fort som De.
HILDE
Har De fåt Dem en parasol også nu?
LYNGSTRAND
Det er Deres mors. Hun sa’, jeg skulde bruge den til stok. For jeg havde ingen med.
BOLETTE
Er de der nede endnu? Far og de andre?
LYNGSTRAND
HILDE
som står og ser på ham
De er nok svært træt nu.
Han sætter sig på en sten i forgrunden til højre.
HIS: 554
HILDE
står foran ham
Véd De det, at siden skal der være dans nede på musikpladsen?
LYNGSTRAND
Ja, jeg hørte, der blev snakket om det.
HILDE
De synes vel, det er morsomt, det, at danse?
BOLETTE
som går og plukker småblomster i lyngen
Å, Hilde, – lad nu herr Lyngstrand få puste ud.
LYNGSTRAND
til Hilde
Ja, frøken, jeg vilde gerne danse – ifald jeg bare kunde.
HILDE
Å så. Har De aldrig lært det?
LYNGSTRAND
Nej, det har jeg ikke heller. Men det var ikke det, jeg mente. Jeg mente, jeg kan ikke for brystet.
LYNGSTRAND
Ja, derfor er det.
HILDE
Er De svært bedrøvet, fordi De har det knækket?
HIS: 555
LYNGSTRAND
HILDE
Ja, og så er det jo slet ikke farligt heller.
LYNGSTRAND
Nej, det er ikke det mindste farligt. Det forstod jeg så godt på Deres far også.
HILDE
Og så går det jo over, straks De bare kommer ud at rejse.
LYNGSTRAND
Jaha. Da går det over.
HILDE
ser nedover til højre
Der kommer de nede på vejen.
BOLETTE
ser også nedover
Bare de véd, hvor de skal bøje af. Nej, nu går de galt.
HIS: 556
HILDE
De må skrige svært højt da.
BOLETTE
Nej, det er ikke værdt. De blir bare så træt igen.
LYNGSTRAND
Å nedover går det så glat.
Han går ud til højre.
HILDE
Ja nedover, ja. (ser efter ham) Nu hopper han også! Og så tænker han ikke på det, at han skal opover igen.
HILDE
Hvis Lyngstrand fri’de til dig, vilde du så ta’ ham?
BOLETTE
Er du ble’t gal nu?
HILDE
BOLETTE
Jeg synes, det var bedst du tog ham.
HIS: 557
HILDE
Nej såmæn om jeg vilde. Han ejer jo ikke et gran. Han har ikke engang det, han selv skal leve af.
HILDE
Å det gør jeg jo bare for det knækkets skyld.
BOLETTE
Hvilket?
HILDE
At se på ham og få ham til at fortælle, at det ikke er farligt. Og så at han skal få rejse udenlands, og at han skal bli’ kunstner. Alt det går han og tror på og er så sjæle-fornøjet for det. Og så blir det ikke til noget ligevel. Aldrig i verden. For han får ikke leve så længe. Det synes jeg er så spændende at tænke på.
sjæle-fornøjet for det. Og så blir det ikke til noget ligevel. Aldrig i verden. For han får ikke leve så længe. Det synes jeg er så spændende at tænke på.
BOLETTE
Spændende!
HILDE
Ja, jeg synes netop, det er spændende. Jeg tillader mig det.
HIS: 558
BOLETTE
HILDE
HILDE
Tænk, – håret begynder at falde af ham – her midt oppe i hodet.
BOLETTE
Å snak! Det er visst ikke sandt.
HILDE
HILDE
Ja, tænk det! (ser nedover igen) Nej, vil du bare se der, du! Nu går «fruen fra havet» og prater med ham. Ikke med far. – Jeg undres på, om ikke de to har et godt øje til hinanden.
HIS: 559
BOLETTE
Du skulde rigtig skamme dig, skulde du. Hvor kan du stå og sige sligt noget om hende? Nu var det ble’t så godt imellem os –
BOLETTE
Gal! Hvor kan du falde på sligt?
HILDE
Å, det var da ikke så underligt. Hendes mor blev jo også gal. Hun døde som gal, det véd jeg.
BOLETTE
Wangel, Ellida, Arnholm og Lyngstrand kommer op fra højre.
ELLIDA
peger henover mod baggrunden
Der ude ligger det!
ARNHOLM
Ja, rigtig. I den retning må det være.
ELLIDA
Der ude ligger havet.
ARNHOLM
Her er storartet, synes jeg. Pragtfuld udsigt.
WANGEL
Ja, De har sagtens aldrig været her oppe før?
WANGEL
Skal vi kanské gå der bort, Ellida?
ELLIDA
sætter sig på en sten til højre
Tak. Ikke jeg. Men gå kun I andre. Så blir jeg siddende her imens.
BOLETTE
Har De lyst at gå med os, herr Arnholm?
HIS: 561
ARNHOLM
Ja, meget gerne. Er der lagt vej did op også?
BOLETTE
Å ja. Der er god bred vej.
HILDE
Vejen er så bred, at der rundelig kan gå to mennesker arm i arm.
ARNHOLM
spøgende
Ja mon tro det, lille frøken Hilde? (til Bolette) Skal vi to prøve, om hun siger sandt?
De går arm i arm ud til venstre.
LYNGSTRAND
Under arm –?
HILDE
Løjerlig –?
HIS: 562
LYNGSTRAND
Ja, for det ser jo akkurat ud, som om vi var forlovet.
HILDE
De har visst aldrig promeneret med en dame under armen før, herr Lyngstrand.
De går ud til venstre.
WANGEL
som står henne ved varden
Kære Ellida, nu har vi en stund for os selv –
ELLIDA
Ja, kom og sæt dig her hos mig.
WANGEL
sætter sig
Her er frit og stille. Nu vil vi tale lidt sammen.
ELLIDA
Om hvad?
ELLIDA
Hvad skulde komme i stedet, mener du?
ELLIDA
Å, om det kunde! Men det er så rent umuligt!
HIS: 563
WANGEL
Jeg tror, jeg forstår dig. Af visse yttringer, som du nu og da har ladt falde, tror jeg det.
ELLIDA
hæftigt
Det gør du ikke! Sig ikke, at du forstår –!
WANGEL
Å jo. Du er en ærlig natur, Ellida. Du har et trofast sind –
ELLIDA
Ja, det har jeg.
WANGEL
ELLIDA
ser spændt på ham
Nå, – og så!
WANGEL
Du er ikke skikket til at være en mands anden hustru.
ELLIDA
Hvorledes kommer du på det nu?
WANGEL
HIS: 564
ELLIDA
Det véd jeg. Å, det véd jeg så godt.
WANGEL
Men du tar fejl alligevel. For dig står det næsten som om børnenes mor var levende endnu. Som om hun var usynlig tilstede iblandt os. Du tror, at mit sind er delt lige imellem dig og hende. Den tanke er det, som oprører dig. Du ser ligesom noget usædeligt i vort forhold. Derfor er det,
delt lige imellem dig og hende. Den tanke er det, som oprører dig. Du ser ligesom noget usædeligt i vort forhold. Derfor er det, 1.utg: 69
at du ikke længer kan – eller ikke længer vil leve med mig som min hustru.
ELLIDA
rejser sig
Har du sét alt dette, Wangel? Sét ind i alt dette?
ELLIDA
Helt til bunds, siger du. Å tro bare ikke det.
WANGEL
rejser sig
Jeg véd meget godt, at der er mere end dette her, kære Ellida.
WANGEL
Ja. Der er det, at du ikke kan bære omgivelserne her. Fjeldene trykker og tynger på dit sind. Her er ikke lys nok for dig. Ikke vid himmel nok omkring dig. Ikke magt og fylde nok i luftstrømmen.
HIS: 565
ELLIDA
WANGEL
Jeg véd det jo nok, kære Ellida. (lægger hånden på hendes hoved) Og derfor så skal det stakkers syge barn få komme hjem til sit eget igen.
ELLIDA
Hvorledes mener du det?
WANGEL
Ganske lige frem. Vi flytter.
ELLIDA
Flytter!
WANGEL
ELLIDA
Å, kære, tænk aldrig på det! Det er rent umuligt. Du kan ikke leve lykkelig noget steds i verden uden her.
WANGEL
Det får gå med det, som det kan. Og desuden, – tror du, jeg kan leve lykkelig her – uden dig?
HIS: 566
WANGEL
Har jeg dig, Ellida?
ELLIDA
Å tal ikke om dette andet. Her har du da alt det, som du lever og ånder for. Hele dit livs gerning ligger jo netop her.
WANGEL
Det får gå med det, som det kan, siger jeg. Vi flytter herfra. Flytter did ud et steds. Den sag står nu uryggelig fast, kære Ellida.
WANGEL
Du vilde vinde sundhed og fred i sindet igen.
ELLIDA
Knapt nok det. Men så du selv da! Tænk dog på dig selv også. Hvad vilde vel du vinde?
WANGEL
Jeg vilde vinde dig igen, du kære.
Men det kan du ikke! Nej, nej, du kan ikke det, Wangel! Det er jo netop det forfærdelige, – det fortvilende at tænke på.
WANGEL
HIS: 567
ELLIDA
Nej! Så får jeg da i himlens navn heller sige dig al ting lige ud. Slig, som det er.
WANGEL
Ja, ja, – gør bare det!
ELLIDA
For ulykkelig skal du da ikke gøre dig for min skyld. Helst da det ikke kan hjælpe os til noget alligevel.
WANGEL
Jeg har nu dit ord på, at du vil sige mig al ting, – slig, som det er.
ELLIDA
De sætter sig på stenene.
WANGEL
Nu vel, Ellida? Altså –?
ELLIDA
WANGEL
Det var det også.
HIS: 568
ELLIDA
WANGEL
Et slags –?
ELLIDA
Ja, noget sådant. Nå, det vared jo så ganske kort. Han rejste. Og så gjorde jeg det siden forbi. Det sa’ jeg dig alt sammen.
ELLIDA
Nej, det har du ikke. Du er altid så hensynsfuld imod mig.
WANGEL
smiler
Å, i dette tilfælde –. Jeg kunde jo nok så omtrent sige mig navnet selv.
ELLIDA
Navnet!
WANGEL
HIS: 569
ELLIDA
Du tror visst, at det var – Arnholm.
WANGEL
Ja, var det kanské ikke –?
ELLIDA
Nej.
ELLIDA
WANGEL
Ja, det husker jeg godt. Det var der ombord, at de en morgen fandt kaptejnen dræbt i kahytten. Jeg var selv ude og obducerte liget.
ELLIDA
Ja, du var vel det.
ELLIDA
Det kan ingen sige! For det kom aldrig op.
WANGEL
HIS: 570
ELLIDA
ELLIDA
med overvindelse
Jo, Wangel, – for det er den understyrmanden, som jeg har været – forlovet med.
WANGEL
springer op
Hvad er det, du siger! Kan dette her være muligt!
ELLIDA
Ja, – således er det. Det var med ham.
WANGEL
WANGEL
Og hvor var han fra?
ELLIDA
HIS: 571
WANGEL
ELLIDA
Ja, de kaldes jo så.
WANGEL
Hvad véd du ellers om ham?
ELLIDA
Bare det, at han var gået tidlig til sjøs. Og at han havde faret på lange rejser.
WANGEL
Ellers slet ingen ting?
ELLIDA
Nej. Vi kom aldrig til at tale om sådant noget.
ELLIDA
Vi talte mest om havet.
WANGEL
Ah –! Om havet altså?
Om storm og om stille. Om mørke nætter på havet. Havet på de glittrende solskinsdage talte vi også om. Men mest talte vi om hvalerne og om springerne og om sælerne, som plejer ligge der ude på skæom sjødyrene og sjøfuglene var i slægt med ham.
springerne og om sælerne, som plejer ligge der ude på skæHU: 89
rene i middagsvarmen. Og så talte vi om HIS: 572
mågerne og ørnene og alle de andre sjøfuglene, som du véd. – Tænk, – er ikke det underligt, – når vi talte om sådant noget, så stod det for mig, som om både sjødyrene og sjøfuglene var i slægt med ham.
WANGEL
Og du selv –?
ELLIDA
Ja, jeg syntes næsten, at jeg også kom i slægt med dem alle sammen.
WANGEL
Ja, ja. – Og så var det altså, at du forloved dig med ham?
ELLIDA
Ja. Han sa’, at jeg skulde gøre det.
Ikke når han var i nærheden. Å, – bagefter syntes jeg, det var så rent ubegribeligt.
WANGEL
Kom du ofte sammen med ham?
ELLIDA
Nej, det var ikke ret ofte. En dag var han ude hos os og så sig om i fyrtårnet. Derved blev jeg kendt med ham. Og siden så traf vi hinanden en gang imellem. Men så kom jo dette her på med kaptejnen. Og så måtte han jo rejse.
HIS: 573
WANGEL
Ja, ja, lad mig høre lidt mere om det!
ELLIDA
WANGEL
Ja visst, ja visst, – jeg kender det godt.
ELLIDA
Did ud skulde jeg komme straks, skrev han, for han vilde tale med mig.
ELLIDA
Ja. Jeg kunde ikke andet. Nå, så fortalte han mig da, at han havde stukket kaptejnen om natten.
WANGEL
Det sa’ han altså selv! Sa’ det lige ud!
ELLIDA
Ja. Men han havde bare gjort, hvad som ret og rigtigt var, sa’ han.
HIS: 574
ELLIDA
Det vilde han ikke ud med. Han sa’, at det var ikke noget for mig at høre på.
ELLIDA
Ja, der faldt mig ikke ind andet. Nå, rejse måtte han jo alligevel. Men i det han skulde til at sige mig farvel –. Nej, du kan aldrig tænke dig, hvad han da fandt på.
ELLIDA
Han tog op af lommen en nøglehank og trak så af fingeren en ring, som han brugte gå med. Fra mig tog han også en liden ring, som jeg havde. Disse to ringene stak han sammen ind på nøglehanken. Og så sa’ han, at nu skulde vi to vie os sammen til havet.
WANGEL
Vie –?
ELLIDA
Ja, så sa’ han. Og dermed så kasted han hanken med ringene, af al sin magt, så langt han kunde, ud i dybet.
WANGEL
Og du, Ellida? Du gik med på det?
HIS: 575
ELLIDA
WANGEL
Og da han vel var borte –?
Å, du kan vel tænke, at jeg snart kom til besindelse igen. Kom til at skønne, hvor rent galt og meningsløst det havde været alt sammen.
WANGEL
Men du talte før om breve. Du har altså dog hørt fra ham siden?
ELLIDA
WANGEL
Gjorde du da det?
ELLIDA
WANGEL
Men skrev han da så alligevel igen?
HIS: 576
ELLIDA
Ja, han skrev igen.
ELLIDA
Ikke et ord på det. Det var, som om jeg slet ikke havde brudt med ham. Han skrev ganske sindig og rolig, at jeg skulde vente på ham. Når han kunde ta’ imod mig, vilde han la’ mig det vide. Og da skulde jeg komme til ham straks.
WANGEL
Vilde altså ikke slippe dig?
ELLIDA
WANGEL
Og så gav han sig da?
ELLIDA
Å nej, tro ikke det. Han skrev rolig som før. Ikke et ord om, at jeg havde brudt med ham. Så skønte jeg nok, det var unyttigt. Og derfor så skrev jeg aldrig mere til ham.
WANGEL
Og hørte ikke heller fra ham?
Jo, jeg har fåt tre breve fra ham efter den tid. En gang skrev han mig til fra Kalifornien og en anden gang fra Kina. Det Australien. Da skrev han, at han vilde gå til guldminerne. Men siden har han aldrig ladt høre fra sig.
skrev han mig til fra Kalifornien og en anden gang fra Kina. Det HIS: 577
sidste brev, jeg fik fra ham, var fra Australien. Da skrev han, at han vilde gå til guldminerne. Men siden har han aldrig ladt høre fra sig.
WANGEL
Den mand har havt en uvanlig magt over dig, Ellida.
ELLIDA
Å ja, ja. Det grufulde menneske!
WANGEL
Å, tal ikke om den ting! Tænk ikke på sligt noget! Der er ingen hjælp i det for mig. Jeg føler det så godt, – jeg får ikke væltet det af mig derude heller.
WANGEL
Hvilket? Kære, – hvilket mener du egentlig nu?
WANGEL
HIS: 578
ELLIDA
springer op
Nej, det er netop det, det ikke er!
WANGEL
Ikke forbi!
ELLIDA
Nej, Wangel, – det er ikke forbi! Og jeg er ræd, at det aldrig blir forbi. Aldrig i dette liv!
WANGEL
med kvalt stemme
Vil du dermed sige, at du inderst inde aldrig har kunnet glemme den fremmede mand?
ELLIDA
Jeg havde glemt ham. Men så var det med et ligesom om han kom igen.
WANGEL
Hvor længe er det siden?
Det er nu omkring tre år siden. Eller lidt mere. – Det var imens jeg gik og vented barnet.
WANGEL
Ah! På den tid altså? Ja, Ellida, – da begynder jeg jo at få rede på så mangt og meget.
ELLIDA
Du tar fejl, kære! Det, som er kommet over mig –. Å, jeg tror, det er aldrig i verden til at få rede på.
HIS: 579
WANGEL
ser smertefuld på hende
Tænke sig til – at her har du gået i hele tre år og båret kærlighed til en anden mand. Til en anden! Ikke til mig, – men til en anden!
ELLIDA
Å, du tar så rent fejl. Jeg bærer ikke kærlighed til nogen anden end til dig.
WANGEL
dæmpet
Hvorfor er det da, at du i al denne tid ikke har villet leve med mig som min hustru?
ELLIDA
Ja, rædsel. En rædsel så grufuld, som jeg synes bare havet kan ha’ den. For nu skal du høre, Wangel –
De unge folk fra byen kommer tilbage fra venstre, hilser og går ud til højre. Sammen med dem kommer Arnholm, Bolette, Hilde og Lyngstrand.
BOLETTE
i det de går forbi
Nej, går I og vandrer her oppe endnu?
ELLIDA
Ja, det er så svalt og godt her oppe i højden.
HIS: 580
ARNHOLM
Vi for vor part skal såmæn ned og danse.
WANGEL
Godt, godt. Vi kommer snart derned, vi også.
HILDE
Farvel så længe da.
ELLIDA
Herr Lyngstrand, – å, vent et øjeblik.
Lyngstrand standser. Arnholm, Bolette og Hilde går ud til højre.
LYNGSTRAND
Nej, frue, jeg tror ikke, jeg tør.
ELLIDA
LYNGSTRAND
Ikke så ganske rigtig, nej.
ELLIDA
noget nølende
Hvor længe kan det vel nu være siden De gjorde den rejsen –?
HIS: 581
LYNGSTRAND
ELLIDA
Ja, den rejsen, De fortalte om i formiddags.
LYNGSTRAND
Å, det er vel så omtrent –. Bi lidt. Jo, det er nu godt og vel tre år siden.
ELLIDA
Tre år altså.
ELLIDA
ser på Wangel
Altså på den tiden var det –.
WANGEL
Men, kære Ellida –?
LYNGSTRAND
Nej, bare se på.
Han går ud til højre.
HIS: 582
WANGEL
Kære Ellida, – hvorfor spurte du ham ud om den rejsen?
ELLIDA
Johnston har været med ombord. Det er jeg ganske viss på.
WANGEL
Hvoraf slutter du det?
Han har fåt vide ombord, at jeg havde giftet mig med en anden. Mens han var borte. Og så – i samme stunden så kom dette her over mig!
WANGEL
Dette med rædselen?
ELLIDA
Ja. Ret som det er, kan jeg pludselig komme til at se ham lys levende foran mig. Eller egentlig lidt til siden. Han ser aldrig på mig. Han bare er der.
WANGEL
Hvorledes synes du, han ser ud?
ELLIDA
Således, som da jeg så ham sidst.
WANGEL
For ti år siden?
HIS: 583
ELLIDA
ELLIDA
Ja, ja, – hjælp mig, om du kan! For jeg føler, at det trækker sig mere og mere sammen om mig.
WANGEL
Og i slig en tilstand har du nu gået her i hele tre år. Båret på disse lønlige lidelser uden at betro dig til mig.
ELLIDA
ELLIDA
afværgende
Nej, nej, nej! Spørg ikke! Bare en eneste ting til. Så ikke mere. – Wangel, – hvorledes skal vi grunde ud – dette gådefulde med barnets øjne –?
HIS: 584
WANGEL
ELLIDA
WANGEL
eftergivende
Hm, – lad så være da. Men selv om så var? Hvad så?
ELLIDA
sagte og nærmere
Jeg har set slige øjne før.
WANGEL
Når? Og hvor –?
ELLIDA
Ude på Bratthammeren. For ti år siden.
WANGEL
viger et skridt
Hvad skal dette –!
ELLIDA
hvisker bævende
Barnet havde den fremmede mands øjne.
HIS: 585
ELLIDA
slår i jammer hænderne sammen over hovedet
Nu må du vel forstå, hvorfor jeg aldrig mere vil, – aldrig mere tør leve med dig som din hustru!
Hun vender sig hurtigt og flygter ned over bakkerne til højre.
WANGEL
iler efter hende og råber
En afsides liggende del af doktor Wangels have. Stedet er fugtigt, sumpigt og overskygget af store gamle trær. Til højre ses bredden af en skimlet dam. Et lavt åbent gærde skiller haven fra fodstien og fjorden i baggrunden. Længst tilbage fjeldrækkerne og tinderne hinsides fjorden. Det er sen eftermiddag, henimod aften.
skimlet dam. Et lavt åbent gærde skiller haven fra fodstien og fjorden i baggrunden. Længst tilbage fjeldrækkerne og tinderne hinsides fjorden. Det er sen eftermiddag, henimod aften.Bolette sidder og syr på en stenbænk til venstre. På bænken ligger et par bøger og en sykurv. Hilde og Lyngstrand, begge med fiskeredskaber, går ved bredden af dammen.
HILDE
gør tegn til Lyngstrand
Stå stille! Der ser jeg en stor en.
LYNGSTRAND
ser efter
Hvor står den henne?
HILDE
peger
HIS: 588
BOLETTE
Min –?
Overlærer Arnholm, fra højre, kommer frem mellem træerne.
ARNHOLM
Er der kommet fisk i dammen nu?
ARNHOLM
Nej, så de gamle karudserne er i live endnu?
HILDE
Ja, de er sejge, de. Men nu skal vi vel se at få has på nogen af dem.
ARNHOLM
De skulde da heller prøve ude på fjorden.
HIS: 589
HILDE
ARNHOLM
Ja, jeg er ikke nogen særdeles svømmer.
HILDE
Kan De svømme på ryggen?
ARNHOLM
Nej.
De går langsmed dammen ud til højre.
ARNHOLM
går nærmere hen til Bolette
Sidder De så alene, De, Bolette?
BOLETTE
Å ja, det gør jeg som oftest.
BOLETTE
Nej. Hun er visst ude og går med far.
ARNHOLM
Hvorledes står det til med hende i eftermiddag?
HIS: 590
BOLETTE
Jeg véd ikke rigtig. Jeg glemte at spørge efter.
ARNHOLM
Hvad er det for bøger, De har der?
ARNHOLM
Læser De gerne den slags ting?
BOLETTE
Ja, når jeg kan få tid til det, så –. Men husstellet må jeg jo først og fremst ta’ mig af.
ARNHOLM
Men hjælper ikke Deres mor – Deres stedmor – hjælper ikke hun Dem med det?
ARNHOLM
Men lige stor læselyst har De altså fremdeles.
BOLETTE
Ja, jeg læser, hvad jeg kan få fat på af nyttige bøger. En vil jo gerne vide lidt besked om verden. For her lever vi jo så rent udenfor alt det, som til er. Ja, næsten da.
HIS: 591
ARNHOLM
Men, kære Bolette, sig dog ikke det.
ARNHOLM
Jeg tror ikke heller, det vilde bekomme dem videre bra’, om de slap ud der.
ARNHOLM
For resten kan De da ikke sige, at man er sat så rent udenfor livet her. Ikke om sommeren i alle fald. Her er jo nu om dagene netop ligesom et slags mødested for verdenslivet. Næsten et knudepunkt – sådan i forbigående.
BOLETTE
smiler
BOLETTE
Jo, for alt dette her om mødested og knudepunkt for verdenslivet,
HIS: 592
det er noget, som De har hørt folk i byen sige. Ja, for de bruger at sige sådant noget.
ARNHOLM
Ja, oprigtig talt, så har jeg lagt mærke til det.
BOLETTE
Men der er jo ikke et sandt ord i det i grunden. Ikke for os, som lever her til stadig.
til stadig. 1.utg: 100
Hvad nytter det os, at den store fremmede verden kommer her forbi for at rejse op og se på midnatssolen? Vi selv får jo ikke være med på det. Vi får såmæn ikke se nogen midnatssol. Å nej, vi får nok pent leve livet her i vor karudsdam.
ARNHOLM
sætter sig hos hende
Sig mig en gang, kære Bolette, – er der ikke, mon tro, et eller andet, – noget bestemt, mener jeg, som De går her hjemme og længter efter?
BOLETTE
Å jo, det kunde nok være.
ARNHOLM
Og hvad er så det egentlig for noget? Hvad er det, De går og længter efter?
ARNHOLM
Det altså først og fremst?
HIS: 593
BOLETTE
Ja. Og så efter at få lære noget mere. At få vide noget rigtig om alle ting.
ARNHOLM
Nej, desværre, det har De ret i. Der er ikke egentlig det. Men har De da nogensinde talt med ham om den sag? Sådan rigtig alvorligt og indtrængende?
BOLETTE
Nej, det har jeg egentlig ikke gjort heller.
ARNHOLM
Men, véd De hvad, det skulde De dog virkelig gøre. Før det blir for sent, Bolette. Hvorfor gør De ikke det?
BOLETTE
Å, det er vel fordi der ikke er nogen rigtig fremfærd i mig heller, kan jeg tro. Det er visst noget, jeg har efter far.
ARNHOLM
Hm, – mon tro De ikke gør Dem selv uret der?
HIS: 594
BOLETTE
ARNHOLM
Af hvem –? Hvorledes –?
BOLETTE
Jeg mener, at han og min stedmor –. (afbrydende) Far og mor har jo sit for sig selv, kan De skønne.
ARNHOLM
Nå, desto bedre vilde det da være, om De så til at komme væk fra dette her.
BOLETTE
Ja, men jeg synes ikke, jeg har ret til det heller. Ikke til at forlade far.
ARNHOLM
Men, kære Bolette, det blir De jo nødt til engang alligevel. Derfor så synes jeg, at De jo før jo heller –
HIS: 595
BOLETTE
Ja, for fars egen skyld.
BOLETTE
ARNHOLM
Hm, – jeg tror nok, jeg forstår, hvad De sigter til.
BOLETTE
Stakkers far, – han er svag i enkelte stykker. De har kanske selv mærket det. Forretninger har han jo heller ikke nok af til at fylde tiden ud. Og så det, at hun er så rent ude af stand til at støtte ham. – Det har han nu for resten visst selv nogen skyld i.
ARNHOLM
Hvorledes det, tror De?
ARNHOLM
Tror De virkelig det.
HIS: 596
BOLETTE
BOLETTE
Å, det nytter visst ikke stort. Jeg er vel skabt til at bli’ her i karudsdammen, kan jeg tro.
ARNHOLM
Slet ikke. Det kommer ganske an på Dem selv.
ARNHOLM
Ja, tro De mig. Det ligger helt og holdent i Deres egen hånd.
BOLETTE
Å gid jeg så sandt –! Vil De kanske lægge ind et godt ord for mig hos far?
ARNHOLM
Hun er uden hat, kun med et stort tørklæde kastet over hovedet og skuldrene.
HIS: 597
Ellida kommer fra venstre. Hun er uden hat, kun med et stort tørklæde kastet over hovedet og skuldrene.
ELLIDA
Ja, en lang, lang herlig tur opover med Wangel. Og nu skal vi ud og sejle.
ELLIDA
Nej tak. Ikke sidde.
BOLETTE
flytter sig på bænken
For her er god plads.
ELLIDA
går omkring
Nej, nej, nej. Ikke sidde. Ikke sidde.
ARNHOLM
Den turen har visst bekommet Dem vel. De ser så oplivet ud.
ELLIDA
HIS: 598
BOLETTE
rejser sig og ser ud
Det må være det store engelske.
ELLIDA
Og så udover igen – imorgen. Ud på det store åbne hav. Helt over havet. Tænk, – at få være med der! Den, som kunde det! Den, som bare kunde!
ARNHOLM
Har De aldrig fåt gøre nogen større sørejse, fru Wangel?
BOLETTE
med et suk
Å nej, vi får nok ta’ til takke med landjorden.
ARNHOLM
Nå, der hører vi jo også egentlig hjemme.
ELLIDA
Nej, det tror jeg slet ikke, at vi gør.
ARNHOLM
Ikke på landjorden?
ARNHOLM
Tror De virkelig det?
ELLIDA
Ja, jeg gad vide, om vi ikke vilde været det. Jeg har mangen gang talt med Wangel om dette her –
ARNHOLM
Nå, og han –?
ARNHOLM
spøgende
Nå, lad gå. Men sket er sket. Vi er da altså en gang for alle kommet på gal vej og er ble’t landdyr istedet for havdyr. Under alle omstændigheder er det visst nu for sent at rette på fejlen.
ELLIDA
HIS: 600
ARNHOLM
ELLIDA
Å nej, det er nok ikke så. Den glæden – den er nok ligesom vor glæde over det lange lyse sommerdøgn. Den har mindelsen om den kommende mørketid over sig. Og den mindelsen er det, som kaster sin skygge over menneskeglæden, – ligesom drivskyen kaster sin skygge over fjorden. Der lå den så blank og blå. Og så med et –
mindelsen om den kommende mørketid over sig. Og den mindelsen er det, som kaster sin skygge over menneskeglæden, – ligesom drivskyen kaster sin skygge over fjorden. Der lå den så blank og blå. Og så med et –
BOLETTE
Du skulde ikke gi’ dig af med slige triste tanker nu. Nylig var du jo så glad og så oplivet –
ELLIDA
ARNHOLM
Jo, meget gerne.
ELLIDA
Sig ham, at han endelig må komme straks. For nu kan jeg ikke se ham –
HIS: 601
ARNHOLM
Ikke se ham –?
ELLIDA
Hun driver om henne ved dammen.
BOLETTE
halvhøjt
Nej, nej, jeg er urolig. Jeg er ræd, han er ombord i dampskibet.
Han og Bolette går ud til venstre.
HIS: 602
Ellida står en stund og stirrer ned i dammen. Af og til taler hun sagte og afbrudt med sig selv.Udenfor på fodstien bag havegærdet kommer fra venstre en fremmed rejseklædt mand. Han har busket rødligt hår og skæg. Skottehue på hovedet og rejsetaske i en rem over skulderen.
Skottehue på hovedet og rejsetaske i en rem over skulderen.
DEN FREMMEDE MAND
går langsomt langs gærdet og spejder ind i haven. Da han får øje på Ellida, standser han, ser ufravendt og forskende på hende og siger dæmpet
ufravendt og forskende på hende og siger dæmpet
God aften, Ellida!
DEN FREMMEDE
Ja, endelig en gang.
DEN FREMMEDE
Jeg ser da vel efter dig.
HIS: 603
ELLIDA
farer sammen
DEN FREMMEDE
Nå, – begynder du endelig at dra’ kendsel på mig? Jeg kendte dig straks, jeg, Ellida.
ELLIDA
Øjnene! Se ikke sådan på mig! Jeg skriger om hjælp!
DEN FREMMEDE
Hys, hys! Vær ikke ræd. Jeg gør dig jo ikke noget.
ELLIDA
holder hånden for øjnene
Se ikke så på mig, siger jeg!
DEN FREMMEDE
Jeg lovte dig jo at komme igen, så snart jeg kunde –
ELLIDA
HIS: 604
DEN FREMMEDE
uforstyrret, uden at svare
Jeg vilde gerne kommet til dig før. Men det kunde jeg ikke. Nu kunde jeg da endelig. Og så har du mig da, Ellida.
ELLIDA
Hvad er det, De vil mig? Hvad er det, De tænker på? Hvad er det, De er kommet her for?
DEN FREMMEDE
Du kan da vel vide, jeg er kommet for at hente dig.
ELLIDA
viger i rædsel
Hente mig! Er det det, De tænker på!
ELLIDA
Men De må jo dog vide, at jeg er gift!
DEN FREMMEDE
Ja, det véd jeg.
ELLIDA
Og så alligevel –! Alligevel så kommer De her for at – for at – hente mig!
DEN FREMMEDE
Ja vel gør jeg det.
ELLIDA
griber sig med begge hænder om hovedet
Å, dette forfærdelige –! Å, dette grufulde, grufulde –!
HIS: 605
DEN FREMMEDE
Vil du kanske ikke?
ELLIDA
forvildet
Se ikke sådan på mig!
DEN FREMMEDE
Jeg spør’, om du ikke vil?
ELLIDA
DEN FREMMEDE
stiger over gærdet og kommer ind i haven
Ja ja da, Ellida, – så lad mig bare sige dig én eneste ting, før jeg rejser.
ELLIDA
vil flygte, men kan ikke. Hun står som lammet af skræk og støtter sig til en træstamme ved dammen
Rør mig ikke! Kom ikke hid til mig! Ikke nærmere! Rør mig ikke, siger jeg!
ELLIDA
slår hænderne for øjnene
Sé ikke sådan på mig!
HIS: 606
Doktor Wangel kommer gennem haven fra venstre.
WANGEL
endnu halvvejs inde mellem træerne
Nå, du har nok ventet dygtig længe på mig.
ELLIDA
styrter hen til ham, klynger sig fast til hans arm og råber
Å, Wangel, – frels mig! Frels mig du – om du kan!
ELLIDA
Frels mig, Wangel! Ser du ham da ikke? Der borte står han jo!
WANGEL
ser derhen
WANGEL
DEN FREMMEDE
Ja, det var mig.
WANGEL
Og hvad vil De så min hustru? (vender sig) Kender du ham, Ellida?
HIS: 607
ELLIDA
sagte, vrider hænderne
Å, om jeg kender ham! Ja, ja, ja!
ELLIDA
Å, det er jo ham, Wangel! Det er ham selv! Ham, som du véd –!
WANGEL
Hvad! Hvad er det, du siger! (vender sig) Er De den Johnston, som engang –?
DEN FREMMEDE
Nå, – De kan jo kalde mig Johnston. Gerne for mig. For resten heder jeg ikke så.
WANGEL
Ikke det?
DEN FREMMEDE
Ikke nu længer, nej.
WANGEL
HIS: 608
DEN FREMMEDE
Jeg var på vejen hjem til dig. Så kom jeg over en gammel avis. Det var et blad her fra disse kanter. Og i det stod der om vielsen.
ELLIDA
ser hen for sig
Vielsen –. Altså det var det –
DEN FREMMEDE
Det tog mig så underligt. For det med ringene, – det var jo også en vielse, Ellida.
ELLIDA
slår hænderne for ansigtet
Åh –!
DEN FREMMEDE
Havde du glemt det?
ELLIDA
føler hans blik og bryder ud
Stå ikke og se således på mig!
HIS: 609
WANGEL
Ellida –! Nu igen!
DEN FREMMEDE
Og Ellida havde lovet mig så sikkert at bie på mig, til jeg kom.
DEN FREMMEDE
Jeg véd godt det. Men da hun nu først og fremst hører mig til –
WANGEL
Dem! Fremdeles –!
WANGEL
Dem! Siger De, at hun hører Dem til!
DEN FREMMEDE
Har hun fortalt Dem noget om to fingerringe? Min ring og Ellidas?
WANGEL
Ja vel. Men hvad så? Hun gjorde det jo siden forbi igen. De har jo fåt hendes breve. De véd det altså selv.
Både Ellida og jeg var enige om, at dette med ringene skulde stå ved magt og gælde så fuldt og godt som en vielse.
HIS: 610
ELLIDA
Men jeg vil ikke, hører De jo! Aldrig i verden vil jeg vide noget af Dem mere! Sé ikke således på mig! Jeg vil ikke, siger jeg!
WANGEL
Det er sandt. Nogen ret, – i den mening, som De tar det, – det har jeg jo slet ikke.
WANGEL
Men hvad vil De så gøre? De bilder Dem da vel aldrig ind, at De kan ta’ hende fra mig med magt! Mod hendes egen vilje!
DEN FREMMEDE
Nej. Hvad skulde det være godt for? Vil Ellida være med mig, så må hun rejse frivillig.
ELLIDA
studser og bryder ud
Frivillig –!
WANGEL
Og det kunde De tænke Dem –!
ELLIDA
hen for sig
Frivillig –!
HIS: 611
DEN FREMMEDE
ser på sit uhr
ELLIDA
bønligt, viger tilside
Å, rør mig ikke!
DEN FREMMEDE
Og så får du betænke dig til imorgen nat –
WANGEL
Her er ingen ting at betænke. Se til, at De kommer ud!
DEN FREMMEDE
fremdeles til Ellida
ELLIDA
sagte og bævende
Å, hører du det, Wangel!
WANGEL
Vær bare rolig. Det besøg skal vi nok vide at forhindre.
DEN FREMMEDE
Farvel da så længe, Ellida. Imorgen nat altså.
HIS: 612
DEN FREMMEDE
ELLIDA
Å, sé da ikke sådan på mig!
DEN FREMMEDE
Jeg mener bare, at så får du holde dig rejsefærdig.
WANGEL
Gå op i huset, Ellida.
ELLIDA
Jeg kan ikke. Å, hjælp mig! Frels mig, Wangel!
DEN FREMMEDE
ELLIDA
ser bævende på ham
Er så det hele ude? For bestandig –?
Kan aldrig gøres om igen da, Ellida. Jeg kommer aldrig mere til disse lande. Du får aldrig se mig mere. Aldrig høre fra mig heller. Da er jeg som død og borte fra dig for bestandig.
ELLIDA
ånder uroligt
Åh –!
HIS: 613
DEN FREMMEDE
Tænk altså nøje over, hvad du gør. Farvel. (går hen og stiger over gærdet, standser og siger) Ja, Ellida, – hold dig så rejsefærdig til imorgen nat. For da kommer jeg her og henter dig.
ELLIDA
ser en stund efter ham
Frivillig, sa’ han! Tænk, – han sa’, at frivillig skulde jeg rejse med ham.
WANGEL
Vær bare sindig. Nu er han jo borte. Og du skal aldrig få se ham mere.
ELLIDA
ryster på hovedet
Å, Wangel, tro aldrig, at du kan hindre ham.
WANGEL
Jo, kære, – lid du bare på mig.
ELLIDA
grublende, uden at høre på ham
WANGEL
Ja, hvad så?
HIS: 614
ELLIDA
WANGEL
Nej, kære Ellida, det kan du visst være ganske tryg for. Hvad skulde han vel gøre her bagefter dette? Nu har han jo fåt høre af din egen mund, at du slet ikke vil vide af ham. Dermed er den sag forbi.
ELLIDA
hen for sig
Imorgen altså. Eller aldrig.
ELLIDA
spændt
Hvad så –?
WANGEL
Da står det jo i vor magt at gøre ham uskadelig.
ELLIDA
Å, tro ikke det.
WANGEL
Det står i vor magt, siger jeg! Kan du ikke få fred for ham på anden måde, så skal han komme til at bøde for drabet på kaptejnen.
ELLIDA
hæftigt
Nej, nej, nej! Aldrig det! Vi véd ingen ting om drabet på kaptejnen! Slet ingen ting!
HIS: 615
WANGEL
Véd vi ikke! Han har jo selv tilståt det for dig!
ELLIDA
ELLIDA
klynger sig voldsomt op til ham
Å, kære, trofaste, – frels mig for den mand!
Lyngstrand og Hilde, begge med fiskeredskaberne, kommer frem fra højre ved dammen.
LYNGSTRAND
går hurtig hen til Ellida
Å nej, frue, nu skal De høre noget mærkeligt!
WANGEL
Hvad er det?
LYNGSTRAND
Tænk, – vi har sét amerikaneren!
WANGEL
Amerikaneren?
HIS: 616
HILDE
Ja, jeg så ham også.
WANGEL
Hvor kender De den mand fra?
LYNGSTRAND
WANGEL
Véd De noget nærmere om ham?
LYNGSTRAND
Nej. Men han er visst kommet for at hævne sig på sin troløse sjømandskone.
WANGEL
Hvad er det De siger?
HILDE
Lyngstrand vil bruge ham til at lave et kunstværk af.
WANGEL
Jeg begriber ikke et ord –
ELLIDA
Du skal få høre det siden.
HIS: 617
Arnholm og Bolette kommer fra venstre på fodstien udenfor havegærdet.Et stort dampskib glider langsomt forbi i nogen frastand.
HILDE
nikker
Over den troløse sjømandskonen, – ja.
LYNGSTRAND
Tænk, – ved midnats tider.
ELLIDA
ser efter skibet
Imorgen altså –
WANGEL
Og så aldrig mere.
ELLIDA
sagte og bævende
Å, Wangel, – frels mig for mig selv!
HIS: 618
ELLIDA
Det dragende er bagved.
WANGEL
Det dragende –?
ELLIDA
Den mand er som havet.
Hun går langsomt og grublende gennem haven ud til venstre. Wangel går urolig ved siden af og iagttager hende forskende.
Doktor Wangels havestue. Døre til højre og venstre. I baggrunden mellem begge vinduerne åben glasdør ud til verandaen. Nedenfor denne ses en del af haven. Sofa med bord foran til venstre. Til højre et pianoforte og længere tilbage en stor blomsteropsats. Midt på gulvet et rundt bord med stole omkring. På bordet et blomstrende rosentræ og andre potteplanter omkring. – Det er formiddag.
verandaen. Nedenfor denne ses en del af haven. Sofa med bord foran til venstre. Til højre et pianoforte og længere tilbage en stor blomsteropsats. Midt på gulvet et rundt bord med stole omkring. På bordet et blomstrende rosentræ og andre potteplanter omkring. – Det er formiddag.Inde i stuen ved bordet til venstre sidder Bolette i sofaen, beskæftiget med et broderi. Lyngstrand sidder på en stol ved den øvre ende af bordet. Nede i haven sidder Ballested og maler. Hilde står ved siden af og ser på ham.
LYNGSTRAND
med armene på bordet, sidder en stund i taushed og ser på hvorledes Bolette arbejder
BOLETTE
Å nej. Det er ikke så vanskeligt. Når en bare passer på at tælle rigtig –
LYNGSTRAND
Tælle? Må De tælle også?
BOLETTE
Ja, stingene. Se her.
Rigtig, ja! Tænk bare! Det er jo næsten som en slags kunst. Kan De tegne også?
BOLETTE
Å ja, når jeg har mønster for mig.
LYNGSTRAND
Ikke ellers?
BOLETTE
Nej, ellers ikke.
LYNGSTRAND
Så er det ikke rigtig kunst alligevel.
LYNGSTRAND
Men jeg tror nu, at De kanske kunde lære kunst.
BOLETTE
Når jeg ikke har noget anlæg?
LYNGSTRAND
Alligevel. Hvis De bestandig kunde få være sammen med en rigtig ægte kunstner –
Ikke sådan lære på almindelig måde. Men jeg tror, det vilde komme over Dem lidt efter lidt. Ligesom ved et slags underværk, frøken Wangel.
BOLETTE
Det var underligt.
LYNGSTRAND
lidt efter
Har De tænkt nærmere –? Jeg mener – om De har tænkt sådan dybere og alvorligt over ægteskabet, frøken?
BOLETTE
ser flygtig på ham
Over –? Nej.
LYNGSTRAND
Jeg har.
BOLETTE
Så? Har De det.
LYNGSTRAND
Jaha, – jeg tænker svært ofte over slige ting. Mest over ægteskabet. Og så har jeg jo læst om det i adskillige bøger også. Jeg tror, at ægteskabet må være ligesom et slags underværk at regne for. At kvinden sådan efterhånden forvandler sig over til at bli’ sin mand lig.
LYNGSTRAND
Ja, netop det!
HIS: 622
BOLETTE
Nå, men hans evner da? Og hans anlæg og hans færdigheder?
BOLETTE
Så tror De kanske også, at det, som en mand har læst sig til – eller tænkt sig til, – det skulde også kunne gå over på hans hustru?
LYNGSTRAND
Det også, ja. Lidt efter lidt. Ligesom ved et underværk. Men jeg véd nok, at sligt bare kan ske i et ægteskab, som er trofast og kærligt og rigtig lykkeligt.
BOLETTE
Er det aldrig faldet Dem ind, at en mand kanské også kunde drages således over i sin hustru? Bli’ hende lig, mener jeg.
LYNGSTRAND
BOLETTE
Hver eneste en?
HIS: 623
LYNGSTRAND
Å nej. Jeg tænker nu nærmest på kunstneren.
BOLETTE
Synes De, det er rigtigt af en kunstner, at han går hen og gifter sig?
LYNGSTRAND
Ja, det synes jeg da. Når han kan finde nogen, som han holder inderlig af, så –
BOLETTE
Alligevel. Jeg tænker mig, at han helst skulde leve bare for sin kunst alene.
Ja vel skal han det. Men det kan han jo så godt gøre, om han også gifter sig.
BOLETTE
Nå, men hun da?
LYNGSTRAND
Hun? Hvorledes –?
BOLETTE
Hun, som han gifter sig med. Hvad skal hun så leve for?
LYNGSTRAND
Hun skal også leve for hans kunst. Jeg synes, at en kvinde måtte føle sig så inderlig lykkelig ved det.
HIS: 624
BOLETTE
Hm, – jeg véd ikke rigtig –
LYNGSTRAND
Jo, frøken, det kan De tro. Det er ikke bare al den ære og anseelse, som hun nyder for hans skyld –. For det synes jeg næsten er det mindste at regne for. Men det, at hun får hjælpe ham til at skabe, – at hun kan lette arbejdet for ham ved at være om ham og hygge for ham og pleje ham godt og gøre ham livet rigtig for
være om ham og hygge for ham og pleje ham godt og gøre ham livet rigtig for1.utg: 137
nøjeligt. Det synes jeg måtte være så rent dejligt for en kvinde.
LYNGSTRAND
BOLETTE
ser deltagende på ham
Men begynd da ikke at tro noget så trist.
LYNGSTRAND
I grunden er det nu ikke så svært trist, synes jeg.
BOLETTE
Hvorledes mener De da?
HIS: 625
LYNGSTRAND
BOLETTE
Ah, således. Ja vel.
BOLETTE
Ja, det vil jeg gerne.
LYNGSTRAND
glad
Nej, lover De mig det!
BOLETTE
Ja, det lover jeg.
LYNGSTRAND
Helligt og dyrt, frøken Bolette?
BOLETTE
Helligt og dyrt. (slår om) Å, men hvad skal det egentlig til, dette her! Det fører jo dog ikke til nogen verdens ting.
LYNGSTRAND
Hvor kan De da sige det! For mig vilde det være så dejligt at vide, at De gik her hjemme og tænkte på mig.
BOLETTE
Nå, men hvad så videre?
HIS: 626
LYNGSTRAND
Ja, noget videre véd jeg jo ikke sådan rigtig –
Ikke jeg heller. Der står jo så meget i vejen. Al verdens ting står i vejen, synes jeg.
LYNGSTRAND
Å, der kunde vel ské et eller andet underværk. En lykkelig tilskikkelse af skæbnen – eller sligt noget. For jeg tror nu det, at jeg har lykken med mig.
BOLETTE
levende
Ja, ikke sandt! Tror De ikke det!
BOLETTE
Ja, ja visst. Det vil vi håbe, at De gør.
LYNGSTRAND
Det kan De så trygt håbe. Bare De tænker trofast og varmt på mig, mens jeg er ude i de sydlige lande. Og det har jeg jo nu Deres ord for.
BOLETTE
Det har De. (ryster på hovedet) Men det fører visst ikke til noget alligevel.
BOLETTE
Tror De altså det?
LYNGSTRAND
BOLETTE
ser på ham
Nå, – men De, på Deres side da?
LYNGSTRAND
Jeg –?
BOLETTE
ser ud mod haven
Hys! Lad os tale om noget andet. For der kommer overlæreren.
Overlærer Arnholm ses nede i haven fra venstre. Han standser og taler med Ballested og Hilde.
LYNGSTRAND
Holder De af Deres gamle lærer, frøken Bolette?
LYNGSTRAND
Ja, jeg mener, om De synes godt om ham?
HIS: 628
BOLETTE
Å ja, det gør jeg. For han er svært bra’ at ha’ til ven og rådgiver sådan. – Og så er han altid så hjælpsom, når han kan.
LYNGSTRAND
Men er ikke det underligt, at han ikke har giftet sig?
BOLETTE
Synes De, det er så underligt?
BOLETTE
Han skal nok være det. Men det har vel ikke været så let for ham at finde nogen, som vilde ha’ ham, kan jeg tro.
LYNGSTRAND
Hvorfor det da?
BOLETTE
Å, han har jo været lærer for næsten alle de unge piger, som han kender. Det siger han selv.
BOLETTE
Men, herre gud, man gifter sig da ikke med én, som har været ens lærer!
LYNGSTRAND
Tror De ikke, at en ung pige kunde elske sin lærer?
HIS: 629
BOLETTE
Ikke efter at hun er ble’t rigtig voksen.
LYNGSTRAND
Nej – tænk det!
BOLETTE
advarende
Så, så, så!
Ballested har imidlertid samlet sine sager sammen og bærer dem ud til højre i haven. Hilde hjælper ham. Arnholm går op på verandaen og kommer ind i stuen.
imidlertid samlet sine sager sammen og bærer dem ud til højre i haven. Hilde hjælper ham. Arnholm går op på verandaen og kommer ind i stuen.
ARNHOLM
God morgen, min kære Bolette. God morgen, herr – herr – hm!
Han ser misfornøjet ud og nikker koldt til Lyngstrand, som rejser sig og bukker.
BOLETTE
står op og går hen til Arnholm
God morgen, herr overlærer.
BOLETTE
Jo tak, bra’.
HIS: 630
BOLETTE
Nej, hun er oppe på sit værelse.
ARNHOLM
Ikke rigtig rask?
BOLETTE
Jeg véd ikke. For hun har lukket sig inde.
ARNHOLM
Hm, – har hun det?
ARNHOLM
Hvad véd De om det?
BOLETTE
til Arnholm
De og far blev visst siddende længe oppe inat.
ARNHOLM
Ja, temmelig længe. Vi kom til at tale om noget alvorligt.
HIS: 631
BOLETTE
Fik De tale lidt med ham om mig og mine sager også?
ARNHOLM
Nej, kære Bolette. Jeg kom ikke til. For han var så helt inde på noget andet.
BOLETTE
sukker
Ak ja, – det er han altid.
ARNHOLM
ser betydningsfuldt på hende
Men siden idag så skal jo vi to tale nærmere om de ting. – Hvor er Deres far nu? Kanske ikke hjemme?
BOLETTE
Jo. Han må visst være nede på kontoret. Nu skal jeg hente ham her op.
BOLETTE
lytter mod venstre
Vent lidt, herr overlærer. Der tror jeg far kommer i trappen. Ja. Han har nok været ovenpå og set til hende.
Doktor Wangel kommer ind gennem døren til venstre.
WANGEL
rækker Arnholm hånden
Nå, kære ven, – er De allerede der? Det var snilt, at De kom så tidligt. For jeg vil gerne tale noget mere med Dem.
BOLETTE
til Lyngstrand
Skal vi kanske gå lidt ned i haven til Hilde?
HIS: 632
LYNGSTRAND
Ja, så svært gerne det, frøken.
Han og Bolette går ned i haven og ud mellem træerne i baggrunden.
ARNHOLM
som har fulgt dem med øjnene, vender sig til Wangel
Kender De noget nærmere til den unge manden?
WANGEL
Nej, slet ikke.
WANGEL
Gør han da det? Det har jeg såmæn ikke lagt mærke til.
ARNHOLM
Sligt burde De dog ha’ et lidet øje med, synes jeg.
WANGEL
ARNHOLM
Ikke af hende heller?
WANGEL
Nej. Og for resten så kan jeg jo ikke forlange, at hun skal blande sig op i sligt noget. Det ligger slet ikke for hende. (afbrydende) Men det var jo ikke det, vi skulde tale om. Sig mig
HIS: 633
så, – har De tænkt videre over sagen? Over alt dette her, som jeg fortalte Dem?
ARNHOLM
Jeg har ikke tænkt på andet lige siden vi skiltes inat.
ARNHOLM
Kære doktor, jeg synes, at De som læge må vide det bedre end jeg.
WANGEL
ARNHOLM
Hvorledes har hun det idag?
WANGEL
ARNHOLM
Det følger vel af hendes sygelige sindstilstand.
ARNHOLM
Hvorledes mener De egentlig det, kære doktor?
WANGEL
Har De ikke lagt mærke til, at de mennesker der ude ved det åbne hav er ligesom et folk for sig selv? Det er næsten som om de leved havets eget liv. Der er bølgegang – og ebbe og flod også – både i deres tænkning og i deres fornemmelser. Og så lar de sig aldrig omplante. Å, jeg skulde jo ha’ betænkt det før. Det var en ren forsyndelse imod Ellida at ta’ hende bort der ude fra og flytte hende hid ind!
WANGEL
Ja, mere og mere. Men jeg burde jo ha’ sagt mig det på forhånd. Å, i grunden vidste jeg det jo også. Men jeg lod det ikke komme til orde i mig. For jeg holdt jo så meget af hende, ser De! Derfor tænkte jeg først og fremst på mig selv. Så rent uforsvarlig egenkærlig var jeg dengang!
ARNHOLM
HIS: 635
WANGEL
driver urolig om på gulvet
Å jo! Og jeg har været det sidenefter også. Jeg er jo så meget, meget ældre end hun. Jeg burde ha’ været for hende som en far – og en vejleder tillige. Burde ha’ gjort mit bedste for at udvikle og klarne hendes tankeliv. Men det er der desværre aldrig ble’t noget af. Jeg har ikke havt fremfærd nok til det, ser De! For jeg vilde jo helst ha’ hende slig, som hun var. Men så blev det jo værre og værre med hende. Og jeg gik her og vidste ikke, hvad jeg skulde finde på. (sagtere) Derfor var det, at jeg i min vånde skrev til Dem og bad Dem komme til os.
sidenefter også. Jeg er jo så meget, meget ældre end hun. Jeg burde ha’ været for hende som en far – og en vejleder tillige. Burde ha’ gjort mit bedste for at udvikle og klarne hendes tankeliv. Men det er der desværre aldrig ble’t noget af. Jeg har ikke havt fremfærd nok til det, ser De! For jeg vilde jo helst ha’ hende slig, som hun var. Men så blev det jo værre og værre med hende. Og jeg gik her og vidste ikke, hvad jeg skulde finde på. (sagtere) Derfor var det, at jeg i min vånde skrev til Dem og bad Dem komme til os.
ARNHOLM
Men i al verden, kære doktor, – hvad gavn vented De da egentlig af mig? Det forstår jeg ikke.
WANGEL
ARNHOLM
Det var altså Deres hustru, De mente, da De skrev, at her gik en og vented på mig og – og kanske længted efter mig!
HIS: 636
WANGEL
Ja, hvem ellers?
ARNHOLM
hurtigt
Nej, nej, De har ret. – Men jeg forstod det ikke.
WANGEL
Meget rimeligt, som sagt. Jeg var jo rent på vildspor.
ARNHOLM
Og De siger om Dem selv, at De er egenkærlig!
WANGEL
Hvorledes forklarer De nu egentlig den magt, som denne fremmede mand øver over hende?
ARNHOLM
Noget, som i og for sig er uforklarligt, mener De? Aldeles uforklarligt?
WANGEL
I alle fald uforklarligt indtil videre.
HIS: 637
ARNHOLM
Tror De da på noget sådant?
WANGEL
Jeg hverken tror eller benægter. Jeg bare véd ikke. Derfor lar jeg det stå hen.
Ja, men sig mig nu én ting. Denne hendes underlige, uhyggelige påstand om, at barnets øjne –?
WANGEL
ivrig
WANGEL
Ja visst gjorde jeg det.
ARNHOLM
Og De fandt ikke nogen slags lighed?
WANGEL
undvigende
Hm, – herre gud, hvad skal jeg svare? Det var jo ikke ganske lyst, da jeg så ham. Og desuden så havde jo Ellida talt så meget om denne ligheden i forvejen –. Jeg véd slet ikke, om jeg var i stand til at se ganske uhildet på ham.
HIS: 638
ARNHOLM
WANGEL
Ja, ser De, – det er også noget, som hun må ha’ digtet og drømt sig ind i siden i forgårs. Det kom aldeles ikke så pludselig – med én gang – over hende, som hun nu påstår. Men siden hun hørte af denne unge Lyngstrand, at hidrejsen for tre år siden – i Marts måned, – så tror hun åbenbart nu, at sindsuroen greb hende netop i den selv-samme måned.
1.utg: 153
Johnston – eller Friman – eller hvad han nu heder, – at han var på hidrejsen for tre år siden – i Marts måned, – så tror hun åbenbart nu, at sindsuroen greb hende netop i den selv-samme måned.
ARNHOLM
Gjorde den da ikke det?
WANGEL
Ikke på nogen måde. Der har været spor og tegn at påvise længe før den tid. – Rigtignok kom det – tilfældigvis – netop i Marts måned for tre år siden til et temmelig voldsomt udbrud hos hende –
ARNHOLM
Altså dog –!
WANGEL
HIS: 639
WANGEL
knuger hænderne
Og så ikke kunne hjælpe hende! Ikke vide sin arme råd! Ikke øjne noget som helst middel –!
Om De nu kunde beslutte Dem til at skifte opholdssted? Flytte andetsteds hen? Så hun kunde få leve under forholde, som arted sig hjemligere for hende?
WANGEL
ARNHOLM
Ikke det heller?
WANGEL
Nej. For hun tror ikke, der vilde være nogen nytte i det. Og det kan hun jo kanske ha’ ret i også.
ARNHOLM
Hm, – siger De det?
WANGEL
Ja, og så desuden, – når jeg tænker mig nærmere om, – så véd jeg virkelig ikke, hvorledes jeg skulde kunne sætte det i værk. For jeg synes næsten ikke, jeg kan forsvare for småpigernes skyld at flytte ud til slig en afkrog. De må jo dog leve på et sted, hvor der i det mindste er nogen udsigt til at få dem forsørget en gang.
få dem forsørget en gang.
WANGEL
ARNHOLM
For Bolette behøver De kanske ikke at være så særdeles bekymret – (afbrydende) Jeg gad vide, hvor hun – hvor de er gåt hen?
Han går op til den åbne dør og ser ud.
Ellida kommer ind gjennem døren til venstre.
ELLIDA
hurtig til Wangel
Gå endelig ikke ud i formiddag!
WANGEL
HIS: 641
ARNHOLM
Godmorgen, frue. Nå, altså ikke i bad idag ligesom ellers?
ELLIDA
Nej, nej, nej! Der kan ikke være tale om det idag. Men kanske De vil sidde ned et lidet øjeblik?
ARNHOLM
Nej, mange tak, – ikke nu. (ser hen på Wangel) Jeg lovte småpigerne at komme ned til dem i haven.
ELLIDA
Ja, gud véd, om De træffer dem i haven. Jeg har aldrig rede på, hvor de færdes.
WANGEL
Å jo, de holder visst til nede ved dammen.
Han nikker og går over verandaen ud i haven til højre.
ELLIDA
Hvad er klokken, Wangel?
ELLIDA
Lidt over. Og klokken elleve – halv tolv inat kommer dampskibet. Å, når jeg bare havde overståt det!
HIS: 642
WANGEL
går nærmere hen til hende
Kære Ellida, – der er en ting, jeg gerne vilde spørge dig om.
ELLIDA
Hvad er det for noget?
WANGEL
I forgårs aftes – der oppe på «Udsigten» – sa’ du, at i de sidste tre år havde du så ofte set ham lys-levende for dig.
ELLIDA
Ja, det har jeg også. Det må du tro mig på.
ELLIDA
Hvorledes jeg så ham?
ELLIDA
Men, kære Wangel, – du véd jo nu selv, hvorledes han ser ud.
WANGEL
Så han også således ud i dine forestillinger?
ELLIDA
Ja, det gjorde han da.
HIS: 643
WANGEL
Netop således, som du igår aftes så ham i virkeligheden?
ELLIDA
Ja, netop således.
WANGEL
Nå, men hvoraf kom det da, at du ikke straks kendte ham igen?
ELLIDA
studser
Gjorde jeg ikke det?
WANGEL
Nej. Du sa’ selv siden, at i førstningen vidste du slet ikke, hvem den fremmede manden var.
Ja, jeg tror virkelig, du har ret! Synes du ikke, det var besynderligt, Wangel? Tænk, – at jeg ikke straks kendte ham!
WANGEL
Det var bare på øjnene, sa’ du –
ELLIDA
Å ja, – øjnene! Øjnene!
WANGEL
ELLIDA
Sa’ jeg det?
HIS: 644
WANGEL
Ja.
ELLIDA
Så har han vel dengang set ud omtrent som nu.
WANGEL
ELLIDA
Nej, den havde han ikke.
WANGEL
ser forskende på hende
ELLIDA
eftertænkende, lukker øjnene en stund
Ikke ganske tydeligt. Nej, – idag kan jeg det slet ikke. Er ikke det besynderligt?
WANGEL
ELLIDA
Tror du det, Wangel?
HIS: 645
WANGEL
Ja. Og det skygger for dine syge forestillinger også. Derfor er det godt, at virkeligheden kom.
ELLIDA
Godt! Siger du, at det er godt?
ELLIDA
sætter sig i sofaen
Wangel, – kom og sæt dig hos mig her. Jeg må sige dig alle mine tanker.
WANGEL
Ja, gør det, kære Ellida.
Han sætter sig på en stol ved den anden side af bordet.
ELLIDA
Det var egentlig en stor ulykke – for os begge – at just vi to skulde komme sammen.
WANGEL
studser
Hvad er det du siger!
ELLIDA
Å jo. Det var det. Og det er jo så rimeligt også. Det kunde ikke bli’ til andet end ulykke. Ikke efter den måde, vi to kom sammen på.
WANGEL
Hvad skulde der da være i vejen ved måden –!
HIS: 646
ELLIDA
Hør nu, Wangel, – det nytter ikke, at vi går her længer og lyver for os selv – og for hinanden.
ELLIDA
WANGEL
Købte –! – Siger du – købte!
Å, jeg var jo ikke et hår bedre end du. Jeg slog til. Gik hen og solgte mig til dig.
WANGEL
ser smærtefuld på hende
Ellida, – har du virkelig hjerte til at kalde det så?
ELLIDA
Men er der da noget andet navn for det! Du kunde ikke længer bære tomheden i dit hus. Du så dig om efter en ny hustru –
WANGEL
Og efter en ny mor for børnene, Ellida.
ELLIDA
HIS: 647
WANGEL
Ja, kald du det kun, hvad du helst synes.
ELLIDA
Og jeg, på min side –. Jeg stod jo der hjælpeløs og rådløs og så rent alene. Det var jo så rimeligt, at jeg slog til – da du kom og tilbød dig at forsørge mig for livstid.
WANGEL
Det stod så visst ikke for mig som en forsørgelse, kære Ellida. Jeg spurte dig ærligt, om du vilde dele med mig og børnene den smule, jeg kunde kalde mit.
ELLIDA
Ja, det gjorde du. Men jeg skulde ikke ha’ ta’t imod det alligevel! Aldrig for nogen pris skulde jeg ha’ ta’t imod det! Ikke solgt mig selv! Heller det usleste arbejde, – heller de fattigste vilkår i – i frivillighed – og efter eget valg!
WANGEL
rejser sig
Har altså de fem–sex år, vi har levet sammen, været så rent uden værd for dig?
Å, tro da endelig ikke det, Wangel! Jeg har havt det så godt her hos dig, som noget menneske kan ønske sig det. Men jeg gik ikke ind til dit hjem i frivillighed. Det er sagen.
WANGEL
ser hen på hende
Ikke i – frivillighed!
ELLIDA
Nej. Det var ikke frivillig jeg rejste med dig.
ELLIDA
I den vendingen ligger det alt sammen. Den har lyst op for mig. Og derfor så ser jeg det jo nu.
WANGEL
Hvad ser du?
ELLIDA
Jeg ser, at det liv, vi to lever med hinanden, – det er i grunden ikke noget ægteskab.
WANGEL
bittert
Der sa’ du et sandt ord. Det liv, vi nu lever, er ikke noget ægteskab.
Ikke før heller. Aldrig. Ikke fra først af. (ser hen for sig) Det første – det kunde ble’t et helt og rent ægteskab.
WANGEL
Det første? Hvilket første, mener du?
ELLIDA
Mit – med ham.
WANGEL
ser forundret på hende
Jeg forstår dig aldeles ikke!
HIS: 649
ELLIDA
Å, kære Wangel, – lad os ikke lyve for hinanden. Ikke for os selv heller.
WANGEL
Nej, vel! Men hvad så videre?
ELLIDA
Jo, ser du, – vi kan aldrig komme bort fra den ting – at et frivilligt løfte er fuldt ud så bindende som en vielse.
WANGEL
Men hvad i al verden –!
WANGEL
Ellida –! Ellida –!
ELLIDA
Jo, jo, – gi’ mig bare lov til det! Du kan tro mig, – det blir så ikke til andet alligevel. Ikke efter den måde, vi to kom sammen på.
WANGEL
i behersket smerte
Så vidt skulde det altså komme imellem os.
ELLIDA
Det måtte komme således. Kunde ikke andet.
HIS: 650
WANGEL
ser tungt på hende
ELLIDA
ELLIDA
Kære, du forstår mig så lidt. Det er slet ikke formerne, jeg bryr mig om. For det er jo ikke slige nogen ydre ting, som det kommer an på, synes jeg. Det, jeg vil, det er, at vi to skal bli’ enige om i frivillighed at løse hinanden.
WANGEL
bittert, nikker langsomt
La’ handelen gå om igen, – ja.
ELLIDA
levende
Netop det! La’ handelen gå om igen!
WANGEL
Og så siden, Ellida? Bagefter? Har du tænkt over, hvorledes det så vil se ud for os begge? Hvorledes livet så vil komme til at arte sig både for dig og for mig?
HIS: 651
ELLIDA
WANGEL
Ellida, – det er et forfærdeligt krav, du stiller til mig. Lad mig da i det mindste få frist til at samle mig til en beslutning. Lad os få tale nærmere med hinanden. Og und dig da også selv tid til at overveje, hvad du gør!
ELLIDA
Men her er jo ingen tid at spilde med sligt! Jeg må jo ha’ min frihed igen i denne dag!
WANGEL
Hvorfor just det?
ELLIDA
Jo, – for det er jo inat han kommer.
WANGEL
farer sammen
Kommer! Han! Hvad har den fremmede mand med dette her at gøre?
ELLIDA
Jeg vil stå frem for ham i fuld frihed.
WANGEL
Og hvad – hvad tænker du så videre at gøre?
WANGEL
Du taler om valg! Valg, Ellida! Valg i denne sag!
ELLIDA
Ja, valg må jeg ha’. Valg til begge sider. Må kunne la’ ham rejse alene –. Eller også – følge med ham.
WANGEL
Forstår du selv, hvad du siger? Følge med ham! Gi’ din hele skæbne i hans hænder!
ELLIDA
Men gav jeg da ikke min hele skæbne i dine hænder! Og det – sådan uden videre.
WANGEL
Lad så være. Men han! Han! En vild-fremmed! Et menneske, som du kender så lidet til!
ELLIDA
Å, men dig kendte jeg jo kanske endnu mindre. Og jeg fulgte dog alligevel med dig.
Den gang vidste du da i alle fald så nogenlunde, hvad slags liv du gik imøde. Men her? Her? Tænk dig dog om! Hvad véd du her? Ikke det ringeste véd du. Ikke engang hvem han er – eller hvad han er.
HIS: 653
ELLIDA
ser hen for sig
Det er sandt. Men det er netop det grufulde.
WANGEL
Ja, vel er det grufuldt –
ELLIDA
Derfor synes jeg også, at jeg ligesom må ind i det.
WANGEL
ser på hende
Fordi det står for dig som noget grufuldt?
ELLIDA
Ja. Netop derfor.
WANGEL
nærmere
Hør her, Ellida, – hvad forstår du da egentlig ved det grufulde?
WANGEL
langsomt
Du er i slægt med havet.
ELLIDA
Det er det grufulde også.
HIS: 654
WANGEL
Og det grufulde igen med dig. Du både skræmmer og drager.
ELLIDA
Synes du det, Wangel?
WANGEL
Jeg har nok aldrig kendt dig rigtig alligevel. Aldrig helt til bunds. Det begynder at gå op for mig nu.
ELLIDA
Derfor skal du også gi’ mig fri! Løse mig fra ethvert forhold til dig og dit! Jeg er ikke den, du tog mig for. Nu ser du det jo selv. Nu kan vi skilles i forståelse – og i frivillighed.
Det var kanske bedst for os begge – om vi skiltes. – Men jeg kan det ikke alligevel! – Du er for mig som det grufulde, Ellida. Det dragende, – det er det stærkeste i dig.
ELLIDA
Siger du det?
WANGEL
ELLIDA
Værge? Hvad er da her at værge imod? Det er jo slet ikke nogen vold og magt udenfra, som truer mig. Det grufulde ligger
HIS: 655
dybere, Wangel! Det grufulde, – det er dragningen i mit eget sind. Og hvad kan vel du gøre ved den?
WANGEL
Jeg kan styrke og støtte dig til at stride imod.
ELLIDA
Ja, – hvis jeg vilde stride imod.
ELLIDA
Å, det er jo det, jeg ikke selv véd!
WANGEL
Inat er alting afgjort, kære Ellida –
ELLIDA
bryder ud
Ja, tænk! Afgørelsen så nær! Afgørelse for hele livet!
ELLIDA
Ja, imorgen! Kanske min rette fremtid da er forspildt!
WANGEL
Din rette –?
sagtere, griber hende om håndledet
HIS: 656
WANGEL
sagtere, griber hende om håndledet
Ellida, – elsker du denne fremmede mand?
WANGEL
– og at?
ELLIDA
river sig løs
– og at det er hos ham, jeg synes, at jeg hører til.
WANGEL
sænker hovedet
Jeg begynder at forstå det meste.
ELLIDA
Og hvad hjælp har så du imod dette her? Hvad råd véd du for mig?
WANGEL
ser tungt på hende
Imorgen, – da er han altså rejst. Da er ulykken afvendt fra dit hode. Og da skal jeg være villig til at løse og slippe dig. Vi lar handelen gå om igen, Ellida.
ELLIDA
Å, Wangel –! Imorgen – da er det jo for sent –!
Børnene! Børnene –! Lad os da i det mindste skåne dem – indtil videre.
HIS: 657
Arnholm, Bolette, Hilde og Lyngstrand kommer frem i haven. Lyngstrand tager afsked dernede og går ud til venstre. De øvrige kommer ind i stuen.
ARNHOLM
Nu kan De tro, vi har gået og lagt planer –
HILDE
Vi vil ud på fjorden ikveld og –
BOLETTE
Nej, ikke sig noget!
WANGEL
Vi to har også gået her og lagt planer.
ARNHOLM
Ah, – virkelig?
WANGEL
Imorgen rejser Ellida ud til Skjoldviken – for en tid.
ARNHOLM
Se, det var jo meget fornuftigt, fru Wangel.
HILDE
med et spring imod Ellida
Rejser du! Rejser du ifra os!
HIS: 658
ELLIDA
forskrækket
Men Hilde da! Hvad går der af dig?
HILDE
fatter sig
Å, det var ingenting. (halvhøjt, vender sig fra hende) Rejs bare du!
BOLETTE
angst
Far, – jeg ser det på dig, – du rejser også – til Skjoldviken!
WANGEL
Visst ikke, nej! Jeg ser kanske derud en gang imellem –
BOLETTE
Og her ind til os –?
WANGEL
Ser jeg også –
BOLETTE
– en gang imellem, ja!
Han går henover gulvet.
ARNHOLM
hvisker
Vi tales siden ved, Bolette.
Han går hen til Wangel. De taler sagte sammen oppe ved døren.
HIS: 659
ELLIDA
halvhøjt til Bolette
BOLETTE
Har du aldrig mærket, hvad Hilde dag ud og dag ind har gået og tørstet efter?
ELLIDA
Tørstet efter?
BOLETTE
Lige siden du kom i huset?
ELLIDA
Nej, nej, – hvad er det?
BOLETTE
Et eneste kærligt ord fra dig.
Hun slår hænderne sammen om hovedet og ser ubevægelig frem for sig, ligesom gennemkrydset af stridende tanker og stemninger.
Wangel og Arnholm kommer i hviskende samtale fremover gulvet.
Bolette går hen og ser ind i sideværelset til højre. Derpå slår hun døren op.
BOLETTE
Ja, kære far, – nu står maden på bordet – i fald du –
De går mod døren til højre.
Den afsides del af doktor Wangels have ved karudsdammen. Tiltagende sommernatsskumring.
Arnholm, Bolette, Lyngstrand og Hilde, i en båd, stager sig frem fra venstre langs stranden.
ARNHOLM
Nej, nej, gør ikke det!
HILDE
De, Arnholm, kan ikke De heller hoppe?
ARNHOLM
Jeg vil helst la’ det være.
BOLETTE
Lad os så lægge til henne ved badehustrappen.
De stager sig ud til højre.
fodstien, bærende notebøger og et valdhorn. Han hilser til dem i båden, vender sig og taler til dem. Svar høres fjernere og fjernere udenfor.
HIS: 662
I det samme kommer Ballested fra højre frem på fodstien, bærende notebøger og et valdhorn. Han hilser til dem i båden, vender sig og taler til dem. Svar høres fjernere og fjernere udenfor.Ellida, med sit sjal over hovedet, kommer, fulgt af doktor Wangel, ind fra venstre.
WANGEL
Men, kære Ellida, – jeg forsikkrer dig, – der er rundelig tid endnu.
ELLIDA
Nej, nej, – der er ikke! Hvert øjeblik kan han komme.
BALLESTED
udenfor ved havegærdet
Se, god aften, herr doktor! God aften, frue!
BALLESTED
HIS: 663
BALLESTED
ELLIDA
Ja, – just så er det.
WANGEL
halvt mod Ellida
Inat er det sidste rejsen. Så kommer han ikke mere.
BALLESTED
ELLIDA
Alle sunde lukket, – ja.
BALLESTED
Han hilser og går ud til venstre.
ELLIDA
ser ud over fjorden
WANGEL
Det står altså fast, at du selv vil tale med ham?
HIS: 664
ELLIDA
Jeg må tale med ham selv. For det er jo i frivillighed, at jeg skal træffe mit valg.
WANGEL
Du har ikke noget valg, Ellida. Du får ikke lov at vælge. Får ikke lov for mig.
ELLIDA
Valget kan du aldrig hindre. Hverken du eller nogen anden. Du kan forbyde mig at rejse med ham, – følge ham, – ifald jeg vælger det. Du kan holde
HU: 138
mig tilbage her med magt. Imod min vilje. Det kan du. Men at jeg vælger, – vælger inderst inde i mit sind, – vælger ham og ikke dig, – ifald jeg vil og må vælge således, – det kan du ikke hindre.
ELLIDA
Og så har jeg jo slet ingen ting at stå imod med! Her hjemme er der jo ingen verdens ting, som drager og binder mig. Jeg er jo så rent rodløs i dit hus, Wangel. Børnene ejer jeg ikke. Ejer ikke deres sind, mener jeg. Har aldrig ejet det. – Når jeg rejser, – om jeg rejser da, – enten med ham inat – eller ud til Skjoldviken imorgen, så har jeg ikke en nøgle at gi’ fra mig, – ikke en besked at lægge efter mig, hverken om det ene eller om det andet. Så rent rodløs er jeg i dit hus. Så rent udenfor alt sammen har jeg været lige fra første stund af.
ikke en nøgle at gi’ fra mig, – ikke en besked at lægge efter mig, hverken om det ene eller om det andet. Så rent rodløs er jeg i dit hus. Så rent udenfor alt sammen har jeg været lige fra første stund af.
WANGEL
Du har selv villet det således.
HIS: 665
ELLIDA
Nej, jeg har ikke det. Jeg har hverken villet det eller ikke villet det. Jeg har bare simpelt hen ladet alting bli’ således, som jeg fandt det den dag, jeg kom. Det er dig – og ingen anden, – som har villet ha’ det således.
WANGEL
Jeg ser det jo nok, Ellida. Og derfor så skal du jo også fra imorgen af få din frihed igen. Du skal herefter få leve dit eget liv.
ELLIDA
Og det kalder du mit eget liv! Å nej, mit eget rigtige liv kom ud af sporet, da jeg gik ind på samlivet med dig. (knuger hænderne i angst og uro) Og nu, – inat
HU: 139
– om en halv time – kommer han, som jeg har svigtet, – han, som jeg skulde ha’ holdt ubrødelig fast ved, ligesom han har holdt fast ved mig! Nu kommer han og byder mig – for sidste og eneste gang – at få leve livet om igen, – få leve mit eget rigtige liv, – det liv, som skræmmer og drager – og som jeg ikke kan gi’ slip på. Ikke i frivillighed!
WANGEL
Just derfor trænger du til, at din mand – og din læge også – tar magten fra dig – og handler på dine vegne.
Ja, Wangel, jeg forstår det så godt. Å, du må ikke tro andet, end at der er stunder imellem, da jeg synes, der vilde være fred og redning i at ty inderligt ind til dig – og prøve på at trodse alle dragende og skræmmende magter. Men jeg kan ikke det heller. Nej, nej, – jeg kan det ikke!
WANGEL
Kom, Ellida, – lad os gå lidt op og ned sammen.
ELLIDA
Jeg vilde så gerne. Men jeg tør ikke. For han sa’ jo, jeg skulde vente på ham her.
WANGEL
Kom bare. Du har god tid endnu.
ELLIDA
Ja, tror du det?
WANGEL
Rundelig tid, siger jeg.
ELLIDA
Lad os gå lidt da.
De går ud i forgrunden til højre. I det samme kommer Arnholm og Bolette frem ved den øvre bred af dammen.
HIS: 667
ARNHOLM
sagte
Hys, – lad dem gå.
BOLETTE
Kan De begribe, hvad der er imellem dem i de sidste dage?
ARNHOLM
Har De mærket noget?
BOLETTE
Om jeg har!
ARNHOLM
Noget sådan særligt?
ARNHOLM
Å, jeg véd ikke så rigtig –
BOLETTE
Jo, såmæn har De så. Men De vil bare ikke ud med det.
Jeg tror, det vil være godt for Deres stedmor, at hun får gøre den lille rejsen.
BOLETTE
Tror De det?
HIS: 668
ARNHOLM
Ja, jeg gad vide, om det ikke vil være bra’ for alle parter, at hun får komme lidt ud en gang imellem?
BOLETTE
Flytter hun nu imorgen hjem igen til Skjoldviken, så kommer hun visst aldrig mere her ind til os.
BOLETTE
Jo, det tror jeg fuldt og fast. Pas De bare på! De skal sé, – hun kommer ikke igen. I alle fald ikke så længe jeg og Hilde er her i huset.
ARNHOLM
Hilde også?
BOLETTE
BOLETTE
levende
Siger De det! Har De altså talt med far om det?
HIS: 669
ARNHOLM
Det har jeg også gjort, ja.
BOLETTE
Nå, – og hvad sa’ han så!
ARNHOLM
Hm, – Deres far er jo så stærkt optaget af andre tanker i disse dage –
BOLETTE
Ja, ja, det var jo det samme, jeg sa’ før.
ARNHOLM
Men så meget fik jeg dog ud af ham, at De nok ikke må gøre regning på nogen hjælp fra ham.
BOLETTE
bebrejdende
Og så kunde De endda ha’ hjerte til at stå her og narre mig.
ARNHOLM
Det gjorde jeg så visst ikke, kære Bolette. Det beror helt og holdent på Dem selv – om De vil komme ud eller ikke.
BOLETTE
Hvad beror på mig, siger De?
HIS: 670
ARNHOLM
Om De skal få komme ud i verden. Få lære alt det, som De mest har lyst til. Få del i alt det, som De går her hjemme og tørster efter. Få leve livet under lysere vilkår, Bolette. Hvad siger De til det?
BOLETTE
slår hænderne sammen
BOLETTE
Af Dem, herr Arnholm! Skulde De være villig til at –?
ARNHOLM
At stå Dem bi? Ja, så inderlig gerne. Både med råd og med dåd. Det kan De lide på. – Slår De altså til? Hvad? Går De ind på det?
BOLETTE
Om jeg går ind på det! Få komme ud, – få se verden, – få lære noget rigtig grundigt! Alt det, som har stået for mig som den store dejlige umulighed –!
ARNHOLM
Ja, alt det kan nu bli’ til virkelighed for Dem. Hvis De bare selv vil.
HIS: 671
BOLETTE
Af mig kan De så godt ta’ imod det, Bolette. Af mig kan De ta’ imod, hvad det så skal være.
BOLETTE
griber hans hænder
Ja, jeg synes næsten, at jeg kan det også! Jeg véd ikke hvorledes det er; men – (bryder ud) Å, jeg kunde både le og græde af glæde! Af lyksalighed! Å, – så skal jeg da få leve rigtig alligevel. Jeg begyndte at bli’ så ræd for, at livet skulde gå ifra mig.
ARNHOLM
BOLETTE
Binder mig? Nej, det er der ikke.
ARNHOLM
Ikke noget som helst?
ARNHOLM
BOLETTE
Nej, slet ikke. For den sags skyld kan jeg så godt rejse, hvor hen det så skal være.
ARNHOLM
Ja, når så er, kære Bolette, – så skal De også få rejse med mig.
BOLETTE
klapper i hænderne
Å gud i himmelen, – hvilken lykke at tænke på!
ARNHOLM
For jeg håber da, at De har fuld tillid til mig?
BOLETTE
Ja, det har jeg rigtignok!
ARNHOLM
BOLETTE
ARNHOLM
Ikke blot derfor. Den side af sagen hæfter jeg mig ikke videre ved. Men –. Nå, – De er altså fri, Bolette. Der er intet forhold, som binder Dem. Og så spør’ jeg Dem da –
HIS: 673
om De kunde ville – kunde ville knytte Dem til mig – for livet?
BOLETTE
viger tilbage i skræk
Åh, – hvad er det De siger!
ARNHOLM
For hele livet, Bolette. Om De vil bli’ min hustru.
BOLETTE
halvt fra sig selv
Nej, nej, nej! Dette her er umuligt! Aldeles umuligt!
ARNHOLM
Skulde det virkelig være så rent umuligt for Dem at –?
BOLETTE
Men De kan da vel aldrig i verden mene, hvad De siger, herr Arnholm! (ser på ham) Eller –. Alligevel –. Var det således, De mente det – da De tilbød Dem at gøre så meget for mig?
Nu skal De høre lidt på mig, Bolette. Jeg har nok overrasket Dem stærkt, lader det til.
BOLETTE
Å, hvor kunde sådant noget – fra Dem, – hvor kunde det andet end – end overraske mig!
ARNHOLM
Det kan De ha’ ret i. De vidste jo ikke, – kunde ikke vide, at det var for Deres skyld jeg har gjort denne rejsen hid.
HIS: 674
BOLETTE
Er De kommet hid for – for min skyld!
ARNHOLM
Ja, det er jeg, Bolette. I våres fik jeg et brev fra Deres far. Og i det forekommer der en vending, som bragte mig på den tro – hm –, at De havde bevaret Deres fordums lærer i – i lidt mere end venskabelig erindring.
ARNHOLM
Det var slet ikke således, han havde ment det. Men jeg leved mig nu altså ind i den indbildning, at der her gik en ung pige og længted tilbøjelighed for Dem. Jeg syntes, jeg måtte rejse til Dem. Se Dem igen. Sige Dem, at jeg delte de følelser, som jeg bildte mig ind, at De gik her og bar på for mig.
1.utg: 195
efter, at jeg skulde komme igen. – Nej, nu må De ikke afbryde mig, kære Bolette! Og, – ser De vel, – når man, som jeg, ikke længer står i de egentlige ungdomsår, da gør en sådan tro – eller indbildning – et overmåde stærkt indtryk. Der vokste frem i mig en levende – en taknemmelig tilbøjelighed for Dem. Jeg syntes, jeg måtte rejse til Dem. Se Dem igen. Sige Dem, at jeg delte de følelser, som jeg bildte mig ind, at De gik her og bar på for mig.
BOLETTE
Men når De nu véd, at det ikke var så! At det var en fejltagelse!
ARNHOLM
Hjælper ikke, Bolette. Deres billede, – således, som jeg bærer det i mig, – vil altid stå farvet og præget af den stemning, som fejltagelsen satte mig i. De kan kanske ikke forstå dette her. Men således er det.
HIS: 675
BOLETTE
ARNHOLM
BOLETTE
Å, men jeg synes, det er så rent umuligt, herr Arnholm. De, som har været min lærer! Jeg kan ikke tænke mig at skulle stå i noget slags andet forhold til Dem.
ARNHOLM
Ja, ja, – når De aldeles ikke synes, at De kan –. Så blir altså forholdet uforandret, kære Bolette.
BOLETTE
Hvorledes, mener De?
ARNHOLM
Jeg står naturligvis ved mit tilbud alligevel.
HU: 145
Jeg skal sørge for, at De kommer ud og får se Dem om i verden. Får lære noget, som De rigtig har lyst til. Får leve under trygge og uafhængige vilkår. Deres senere fremtid skal jeg nok også sikkre, Bolette. For i mig vil De altid ha’ en god, trofast, pålidelig ven. Vær De viss på det!
BOLETTE
Å gud, – herr Arnholm, – alt dette er jo ble’t rent umuligt nu.
HIS: 676
ARNHOLM
Er dette også umuligt?
Ja, De kan da vel tænke Dem det! Efter det, De her har sagt mig, – og efter det svar, jeg har gi’t Dem –. Å, De må da selv kunne forstå, at jeg nu umulig kan ta’ imod så umådelig meget af Dem! Ikke nogen verdens ting kan jeg ta’ imod af Dem. Aldrig efter dette!
ARNHOLM
Vil De altså heller bli’ ved at sidde her hjemme og la’ livet gå fra Dem?
ARNHOLM
Vil De gi’ afkald på at få se noget af verden udenfor? Gi’ afkald på at få være med om alt det, som De selv siger, De går her og tørster efter? Vide, at der er så uendelig meget til, – og så alligevel aldrig få rigtig rede på noget af det? Betænk Dem vel, Bolette.
BOLETTE
Ja, ja, – De har så storlig ret, herr Arnholm.
ARNHOLM
HIS: 677
BOLETTE
Å ja, – jeg ser jo nok, hvor sandt det er, – alt det, som De siger. Men alligevel –! – Eller kanske dog –?
ARNHOLM
hurtigt
Nu!
ARNHOLM
Hvilket, Bolette!
BOLETTE
At det kunde la’ sig gøre, – at gå ind på – på det, – som De foreslog mig.
ARNHOLM
Mener De, at De kanske dog kunde være villig til at –? At De i alle fald kunde ville unde mig den glæde at få hjælpe Dem som en trofast ven?
BOLETTE
ARNHOLM
Bolette! Vil De alligevel!
BOLETTE
Ja, – jeg tror – jeg vil det.
HIS: 678
ARNHOLM
De vil altså dog bli’ min hustru!
BOLETTE
Ja. Hvis De endnu synes, at – at De bør ta’ mig.
ARNHOLM
BOLETTE
Og så får jeg sé mig om i verden. Får leve med i livet. Det har De lovet mig.
ARNHOLM
Og det står jeg ved.
ARNHOLM
Jeg skal selv være Deres lærer. Ligesom før, Bolette. Husk på det sidste skoleåret –.
BOLETTE
stille og fordybet i sig selv
HIS: 679
ARNHOLM
ARNHOLM
lægger armen om hendes liv
Å, De skal bare se, hvor hyggeligt og lunt vi skal indrette os sammen! Og hvor godt og trygt og fortroligt vi to skal komme ud af det med hinanden, Bolette!
Ja, jeg begynder også at –. Jeg tror i grunden – at dette her må kunne gå. (ser ud til højre og gør sig hurtig løs) Ah! Sig endelig ikke noget!
ARNHOLM
Hvad er det, kære?
ARNHOLM
Er det Deres far –?
BOLETTE
Nej, det er den unge billedhuggeren. Han går der henne med Hilde.
ARNHOLM
Nå, Lyngstrand. Hvad er der i vejen med ham?
HIS: 680
BOLETTE
Å, De véd jo, hvor svag og dårlig han er.
ARNHOLM
Ja, hvis det ikke bare er indbildning.
BOLETTE
ARNHOLM
Kære, hvorfor skulde det være bedst?
BOLETTE
Jo, fordi – fordi det blir visst aldrig til noget med hans kunst alligevel. – Lad os gå før de kommer.
ARNHOLM
Så hjertelig gerne, min kære Bolette.
Hilde og Lyngstrand kommer frem ved dammen.
HILDE
Hej, – hej! Vil ikke herskabet vente på os?
ARNHOLM
Bolette og jeg går helst lidt i forvejen.
Han og Bolette går ud til venstre.
LYNGSTRAND
lér stille
Det er svært fornøjeligt her i denne tid. Alle mennesker så går de parvis. Altid to og to sammen.
HIS: 681
HILDE
ser efter dem
HILDE
Å ja. Det er da ikke vanskeligt, – når en har øjnene med sig.
LYNGSTRAND
Men frøken Bolette tar ham ikke. Det er jeg sikker på.
HILDE
Nej. For hun synes, han er ble’t så fælt gammel at se til. Og så tror hun, at han snart blir skaldet også.
LYNGSTRAND
Nå, det er ikke for det alene. Hun vilde ikke ta’ ham alligevel.
LYNGSTRAND
Jo, for der er en anden en, som hun har lovet at gå og tænke på.
HILDE
Bare tænke på?
HIS: 682
HILDE
LYNGSTRAND
Det kunde nok kanske være.
HILDE
Har hun lovet Dem det?
HILDE
Å, gud bevare min mund. Jeg er så taus som graven.
LYNGSTRAND
Jeg synes, det er så svært snilt af hende.
HILDE
Og når De så kommer her hjem igen, – vil De så forlove Dem med hende da? Og gifte Dem med hende også?
LYNGSTRAND
HILDE
Men endda så vil De ha’, at hun skal gå her og tænke på Dem?
HIS: 683
LYNGSTRAND
HILDE
Tror De, De kan arbejde fortere på kunstværket da, når De véd, at Bolette går her og tænker på Dem?
LYNGSTRAND
Ja, jeg forestiller mig det. Dette her, ser De, at vide, at der et steds i verden er en ung, fin og taus kvinde, som går stille og drømmer om en –. Jeg synes, det må være noget så – så –. Ja, jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det for.
HILDE
Mener De kanske – spændende?
Spændende? Å ja. Spændende er det, jeg mener. Eller noget sligt noget. (ser en stund på hende) De er så klog, De, frøken Hilde. Rigtig svært klog er De. Når jeg kommer hjem igen, så vil De være omtrent i samme alder, som Deres søster er i nu. Kanske De da også ser ud, som Deres søster nu ser ud. Og kanske De da har fåt det samme sind også, som hun nu har. At De kanske da er ble’t ligesom både Dem selv og hende – i én gestalt at kalde for.
frøken Hilde. Rigtig svært klog er De. Når jeg kommer hjem igen, så vil De være omtrent i samme alder, som Deres søster er i nu. Kanske De da også ser ud, som Deres søster nu ser ud. Og kanske De da har fåt det samme sind også, som hun nu har. At De kanske da er ble’t ligesom både Dem selv og hende – i én gestalt at kalde for.
HILDE
Vilde De gerne ønske det?
HIS: 684
LYNGSTRAND
Jeg véd ikke rigtig. Jo, jeg tror næsten. Men nu – for i sommer – vil jeg helst, at De skal være lig Dem selv alene. Og akkurat slig, som De er.
HILDE
Liker De mig bedst sådan?
LYNGSTRAND
Ja, jeg liker Dem svært godt så.
HILDE
Hm, – sig mig, De, som er kunstner, – synes De godt om det, at jeg altid går lyst sommerklædt?
HILDE
Synes De, at de lyse farverne klæ’r mig da?
LYNGSTRAND
Ja, rigtig dejligt klæ’r det lyse Dem, efter min smag.
HILDE
Men sig mig, – De, som er kunstner, – hvorledes tror De, jeg vilde ta’ mig ud i sort?
HILDE
Ja, i helt sort. Tror De, jeg vilde ta’ mig godt ud i det?
HIS: 685
LYNGSTRAND
Sort er jo ikke egentlig sådan for sommertiden. For resten vilde De visst ta’ Dem udmærket godt ud i sort også. Netop De med Deres udseende.
HILDE
ser hen for sig
Hvis De klædte Dem slig, frøken Hilde, så vilde jeg ønske, jeg var maler – og skulde male en ung, dejlig, sørgende enke.
HILDE
Eller en ung, sørgende brud.
LYNGSTRAND
Ja, det passed De endnu bedre til. Men De kunde da vel ikke ønske at klæ’ Dem slig?
HILDE
Jeg véd ikke rigtig. Men jeg synes, det er spændende.
LYNGSTRAND
Spændende?
HILDE
Spændende at tænke på, ja. (peger pludselig ud til venstre) Nej, men ser De der!
LYNGSTRAND
ser derhen
Den store engelske damperen! Og helt inde ved bryggen!
HIS: 686
Wangel og Ellida kommer frem ved dammen.
WANGEL
LYNGSTRAND
Den store engelske?
WANGEL
Ja vel!
LYNGSTRAND
peger hen
Der ligger han alt, herr doktor.
ELLIDA
Ah –! Jeg vidste det nok.
LYNGSTRAND
Ja, nu skulde vi just til at gå, herr doktor.
HIS: 687
WANGEL
Vi andre kommer kanske efter. Om lidt kommer vi.
Hun og Lyngstrand går ud gennem haven til venstre. Hornmusik høres fjernt ude på fjorden under det følgende.
ELLIDA
Kommen! Han er her! Ja, ja, – jeg føler det.
WANGEL
Du skal helst gå ind, Ellida. Lad mig få tale med ham alene.
ELLIDA
Å, – det er umuligt! Umuligt, siger jeg! (udstøder et skrig) Ah, – ser du ham, Wangel!
DEN FREMMEDE
hilser
God aften. Her har du mig altså igen, Ellida.
DEN FREMMEDE
Er du så rejsefærdig? Eller er du det ikke?
WANGEL
De ser da vel selv, at hun ikke er det.
Det er ikke rejseklæ’r eller sligt noget, jeg spør’ efter. Ikke fyldte kufferter heller. Alt det, hun behøver på rejsen, har jeg med mig ombord. Kahyt til hende har jeg også sørget for. (til Ellida) Jeg spør’ dig altså, om du er rede til at følge med mig, – i frivillighed følge med mig?
ELLIDA
bønfaldende
Å, spørg mig ikke! Frist ikke således!
ELLIDA
vrider hænderne
Afgørelse! Afgørelse for hele livet! Aldrig kunne gøre det om igen!
ELLIDA
Mener De for det løftes skyld?
HIS: 689
DEN FREMMEDE
Løfter binder ingen. Hverken mand eller kvinde. Når jeg holder så uryggelig fast ved dig, så er det, fordi jeg ikke kan andet.
ELLIDA
sagte og bævende
Hvorfor kom De ikke før?
WANGEL
Ellida!
ELLIDA
bryder ud
Å, – dette, som drager og frister og lokker – ind i det ukendte! Hele havets magt er samlet i dette ene!
Den fremmede mand stiger over havegærdet.
ELLIDA
viger bag Wangel
Hvad er det? Hvad vil De?
DEN FREMMEDE
WANGEL
træder imod ham
ELLIDA
Nej, nej, Wangel! Ikke dette!
HIS: 690
DEN FREMMEDE
Hvad vil De gøre mig?
WANGEL
ELLIDA
Å, Wangel, – hvor kan du –!
DEN FREMMEDE
Det var jeg forberedt på. Og derfor – (tager en revolver frem af brystlommen) – derfor så har jeg også forsynet mig med denne her.
Hverken dig eller ham. Vær rolig for det. Denne her er til eget brug. For jeg vil leve og dø som en fri mand.
ELLIDA
i stigende oprør
Wangel! Lad mig sige dig det, – sige det, så at han hører på det! Vel kan du holde mig tilbage her! Det har du jo magt og midler til! Og det vil du jo også gøre! Men mit sind, – alle mine tanker, – alle mine dragende længsler og begær, – dem kan du ikke binde! De vil hige og jage – ud i det ukendte, – som jeg var skabt for – og som du har lukket for mig!
HIS: 691
WANGEL
i stille smerte
Jeg ser det vel, Ellida! Skridt for skridt glider du fra mig. Kravet på det grænseløse og endeløse – og på det uopnåelige, – det vil drive dit sind helt ind i nattemørket til slut.
ELLIDA
Å ja, ja, – jeg føler det – som sorte lydløse vinger over mig!
ELLIDA
stirrer en stund som målløs på ham
Er det sandt, – sandt, – hvad du siger! Mener du det – af dit inderste hjerte!
WANGEL
Ja, – af hele mit inderste, våndefulde hjerte mener jeg det.
ELLIDA
Og kan du det også! Kan du la’ det ske!
WANGEL
Ja, det kan jeg. Jeg kan det – fordi jeg elsker dig så højt.
Dine tanker gik andre veje. Men nu altså, – nu er du fuldt ud løst fra mig og mit. Og fra mine. Nu kan dit eget rigtige liv – komme ind på – på sit rette spor igen. For nu kan du vælge i frihed. Og under eget ansvar, Ellida.
ELLIDA
griber sig om hovedet og stirrer frem for sig imod Wangel
Dampskibsklokken lyder atter.
DEN FREMMEDE
Hører du, Ellida! Nu ringer de for sidste gang. Kom så!
Aldrig går jeg med Dem efter dette.
DEN FREMMEDE
Går du ikke!
ELLIDA
klynger sig op til Wangel
Å, – aldrig rejser jeg fra dig efter dette!
DEN FREMMEDE
Altså forbi?
HIS: 693
ELLIDA
Ja! Forbi for alle tider!
DEN FREMMEDE
Jeg ser det nok. Der er noget her, som er stærkere end min vilje.
ELLIDA
DEN FREMMEDE
Han går ud til venstre.
WANGEL
ser en stund på hende
Ellida, – dit sind er som havet. Det har både ebbe og flod. Hvorfra kom forvandlingen?
WANGEL
Og det ukendte, – det drager dig ikke længer?
ELLIDA
Hverken drager eller skræmmer. Jeg har kunnet få sé ind i det, – få gå ind til det, – ifald jeg bare selv havde villet. HIS: 694
Jeg har kunnet vælge det nu. Derfor kunde jeg også forsage det.
WANGEL
ELLIDA
Ja, – i den yderste nød og fare vover vi læger så meget. – Men nu kommer du altså til mig igen, Ellida?
ELLIDA
Ja, kære, trofaste Wangel, – nu kommer jeg til dig igen. Nu kan jeg det. For nu kommer jeg til dig i frihed, – frivillig – og under ansvar.
WANGEL
ser hjerteligt på hende
Ellida! Ellida! Å, – at tænke sig til, at nu kan vi to få leve helt for hinanden –
ELLIDA
– og med fælles livsminder. Dine – så vel som mine.
WANGEL
Ja, ikke sandt, du kære!
HIS: 695
ELLIDA
– og for vore to børn, Wangel.
WANGEL
Vore kalder du dem!
Hilde, Ballested, Lyngstrand, Arnholm og Bolette kommer fra venstre inde i haven.
Samtidigt mange af byens unge folk og sommergæster udenfor på fodstien.
HILDE
halvhøjt til Lyngstrand
Nej, sé – hvor rent forlovet hun og far ser ud!
BALLESTED
som har hørt det
Det er sommertid, lille frøken.
BOLETTE
går til gærdet
Herfra kan man bedst se ham.
WANGEL
Nej, – det blir der ikke noget af. For nu inat har vi to bestemt os om igen.
ARNHOLM
ser afvekslende på dem
Ah, – virkelig!
BOLETTE
kommer fremover
Far, – er det sandt!
HILDE
hen imod Ellida
Blir du hos os alligevel!
ELLIDA
Ja, kære Hilde, – ifald du vil ha’ mig.
HILDE
kæmpende mellem gråd og glæde
Åh, – tænk – om jeg vil –!
ELLIDA
smiler, alvorligt
Nå, ser De, herr Arnholm –. Husker De, – vi talte om det igår? Når en nu engang er ble’t en fastlandsskabning, – så finder en ikke vejen tilbage igen – ud til havet. Og ikke ud til havlivet heller.
HIS: 697
BALLESTED
ELLIDA
Omtrent, ja.
ELLIDA
Ja, i frihed kan de det, herr Ballested.
ELLIDA
hurtigt, rækker ham hånden
Netop det er det.
Det store dampskib glider lydløst ud over fjorden. Musiken høres nærmere inde mod land.
